Ole blogger sig

Min kæreste havde delt kontor med en kollega, der en dag eller to senere blev testet positiv for infektion med corona. Dette førte til, at vi begge blev pcr-testet. Det skete en lørdag i Hillerød, hvor et af de berømte testcentre var blevet etableret i udkanten af det lokale sygehus. Vi fik stukket hver vores testpinde i halsen. Det var første gang, jeg prøvede det, men sandelig ikke sidste.

Resultatet kom søndag 18. oktober 2020 sidst på eftermiddagen. Hendes var negativ, min positiv – hvilket unægteligt var noget overraskende.

Så gik det stærkt. Vi tog fluks begge mundbind på, og efter en god snak med Corona Hotline – hvad nu? – blev jeg resolut sendt ind i soveværelset. Da vores lejlighed ikke var så stor, var muligheden for, at jeg isolerede mig i en uge i det rum reelt ikke til stede, så hvad så? Helsingør Kommune havde åbnet for, at dem, der måtte have behov, kunne få tildelt “en plads” et andet sted i kommunen, men hvem skulle vi have fat i? Kæresten, som arbejdede i en anden kommune, ringede til sin chef og forklarede situationen. Chefen kontaktede en kollega i Helsingør – og en halv time senere kom en opringning om, at nu stod der et hotelværelse klar til mig. Virkeligt imponerende tempo.

Hurtigt kastede jeg lidt af hvert ned i et par tasker. Lidt skiftetøj, toiletgrej, shampoo, computer, et par bøger etc. Ned til cyklen og afsted.

Selvfølgelig var jeg lidt nervøs for hvad, der kunne ske. Ville jeg blive syg, måske sådan rigtig syg? Jeg vidste dog, at langt de fleste enten slet ikke blev syge eller kun fik en ganske let sygdom. Jeg kunne ikke tage det på nogen anden måde, end som det måtte komme. Da inkubationstiden for udvikling af covid-19 efter min bedste viden typisk var på omkring tre dage, var det selvfølgelig den første tid, der var nervøsitet, men efterhånden kunne jeg slappe mere af.

På intet tidspunkt under hele isolationen fik jeg altså symptomer på covid-19. Gudskelov. Dog en enkelt morgen følte jeg mig lidt mat og anelse sløj, men det hang utvivlsomt sammen et lidt for stort glas af en ikke særlig god flaske rødvin aftenen før. Det var rødvinstræthed, som havde ramt mig. Det medførte så også, at jeg simpelthen hældte resten af flasken ud i afløbet.

Resten af dagene i ugen skulle bare overstås. Det helst uden, at jeg kom til kede mig så meget, at jeg begyndte at kravle på væggene, gnave i møblerne og kradse i gulvet.

Værelset var ganske hyggeligt og med bad og toilet. En glasdør førte ud til en lille terrasse, og ikke mindst var der ude til venstre på gårdspladsen et mindre område, hvor to marsvin boede. De blev fodret om formiddagen, og især på de tidspunkter var de en fornøjelse at iagttage – og et kærkomment, hyggeligt afbræk i dagenes trummerum.

Min glimrende mad blev serveret morgen, middag og aften. Det blev stillet på et bord på terrassen, og efterfølgende kunne jeg så blot stille det snavsede service tilbage på bordet. Hotellets værtinde og det øvrige personale var i det hele taget meget imødekommende, hjælpsomme og sympatiske.

Min søde kæreste besøgte mig dagligt. Eller rettere: hun så til mig. Jeg stod inde på værelset, hun stod nogle meter ude på den anden side af glasdøren, og vi snakkede i telefon sammen. Hun havde noget ekstra med til mig, måske lidt tøj, chokolade, en god øl, som hun så placerede på terrassens bord. Når hun havde trukket sig behørigt bagud på området, åbnede jeg døren og hentede de forskellige sager ind.

Jeg fik set nogle serier og film, bl.a. den fantastiske Chernobyl og den fjollede og dog ok underholdende film 1941. Dertil kom nogle flere serier og film, som jeg (nok lykkeligt) har glemt alt om. Og jeg læste Edward Snowdens både fascinerende, spændende og skræmmende selvbiografi.

Det var en mærkelig uge i en usædvanlig tid.

Få dage efter min løsladelse blev det obligatorisk med mundbind her og der og alle vegne.

“Erindringsmedaljen for Krigen 1864” blev uddelt i 1877 til de veteraner, der havde deltaget i 2. Slesvigske Krig. Omkring 53.000 var berettigede, dog skulle den enkelte selv ansøge. Egentligt havde Chr. 9. allerede i april 1864 lovet at indstifte en krigsmedalje for deltagelse i krigene 1848-50 og 1864, men det blev ikke til noget. Først den 10. juni 1875 og efter et statsrådsmøde blev erindringsmedaljen for krigsdeltagelse i felttoget 1864 stiftet af kongen, hvilket skete efter indstilling af krigsminister C.A.F. Thomsen dagen før.

En af modtagererne var min oldefar med det ganske imponerende navn Sophus Laurits Henrik Christian Julius Smith (Birket og bindestregen blev tilføjet senere af ham).
Selve brevet med tildelingen er her og er kommet i behørig glas og ramme. Medaljen er dog desværre forsvundet undervejs gennem historien.
(Ja, en erindringsmedalje kan erhverves gennem bl.a. dba, men det er jo ikke den rigtige og er ikke unik, som brevet er.)
Og så fandt jeg oldefars ansøgning på Rigsarkivet.

Femogtyve kroner! 25 KR! For at sende et brev, et helt almindeligt brev, herfra til Odense! Og så er forventet leveringstid fem dage.
Chr. 4. vender sig i sin grav. For godt 400 år siden var den forventelige leveringstid mellem Kjøbenhavn og Aalborg seks dage. Een dag mere – med sejlskibe, heste, postvogne, ryttere og gåben.
Nu har vi hurtigsejlende motorbåde, lyntoge, biler og elcykler i alskens afskygninger.

Lange leve fremskridtet, eller noget…

Fornyligt købte jeg noget så usædvanligt, som et broderi, der er både, nå, ja, usædvanligt og af historisk betydning.

Mønsteret blev udformet af Louise Puck, som var ansat i den dengang kendte broderiforretning Clara Wæver, og blev solgt i mange tusind eksemplarer fra 1945 og frem til 1970. Det blev broderet i lidt forskellige nuancer i de første år med vareknaphed. Fra 1958 blev det dog muligt, at købe en samlet pakke med mønster, garn osv.
Det er fyldt med tekster og ladet med symbolik, der henviser til besættelsestiden, og må have taget timevis at brodere.

Bortset fra den øverste og nederste del, er en overvejende del af broderiets venstre side holdt i sort, gråt og vissengrønt som de tyske uniformer. Symboler og navne repræsenterer noget af det, man forbandt med det forhadte og fjendtlige, det onde og mørke. Hagekors, Gestapo, Dagmarhus, SS, Hitler, mørklægning… Kun ordene “Danmarks jøder” skiller sig ud med en anden farve.

Højre side, det gode og kampen, er domineret af rødbrune og blå farver. Her er forskellige citater, ikke mindst et vigtigt i modstandskampen fra salmen “Altid frejdig, når du går”:

“Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller..”

En fiskerbåd er gengivet som symbol på de mange tusind danske jøders evakuering over Øresund og derved redning. Og lidt længere oppe ses en radise, der symboliserer kommunisterne, kaldet “De Røde” og en del af modstandsbevægelsen. Til venstre står der “Horserød” i rødbrunt og vissengrønt, farver, der markere, at beslutningen om interneringen af kommunister i lejren var en fælles dansk-tysk beslutning.

På broderiets øverste linje er 9. april, Danmark, det norske flag og Norge broderet. Norge blev besat samtidig med Danmark.
Den tyske værnemagt kapitulerede til den engelske hærfører Montgomery – frihedsbudskabet blev læst op om aftenen 4. maj 1945 fra BCC London af Johannes Sørensen, der også er nævnt i broderiet – og Den Danske Brigade kom til Danmark fra Sverige 5. maj 1945. Det ses i den nederste del.

Christian d. X’s monogram omgrænset af laurbærkranse, og bogstaverne I og F til siderne for kronprinseparret Ingrid og Frederik samt rigsvåbnet, er det centrale motiv i broderiet.
Under det ses datoerne for to markante begivenheder. Dels udbruddet af Augustoprøret 29.8.43, og dels 19.9.44, da den tyske besættelsemagt anholder og efterfølgende deporterer godt 2000 danske politifolk.
Efter “Patrioter” i rødt, naturligvis Dannebrogs-rødt, er et andet centralt motiv: En krans omkring et kors under “Ryvangen”, der var det sted, hvor mange modstandsfolk blev henrettet.

Der hænger nogle af dem rundt omkring, også på en række museer – det på Frihedsmuseet er unægteligt flottere end mit – men de fleste er forsvundet.

Broderiet, vistnok oprindeligt kaldt ”Et navnekludemønster med relation til besættelsestiden”, er ikke unikt, men specielt, og jeg er glad for det. Nu skal det bare have en ny ramme.

“Hvem er Ole Birket-Smith?”
Og ChatGPT svarer:
“Ole Bjørn Birket-Smith var en dansk etnograf og antropolog. Han blev født den 15. januar 1883 i København og døde den 23. september 1945. Han er kendt for sit forskningsarbejde og sine ekspeditioner i Grønland og Canada, hvor han studerede inuitfolket og deres kultur. Han har skrevet flere bøger om Grønland og inuitfolket samt bidraget til forståelsen af nordlige folk og deres levevis. Ole Birket-Smith anses som en pioner inden for dansk etnografi og antropologi, og han har haft stor indflydelse på studiet af inuitkulturen.”

Okay, bortset fra, at jeg ikke aner, hvor “Bjørn” og årstallene kommer fra, så blander den mig sammen med min farfar, så jeg spørger:
“Hvem er Kaj Birket-Smith?”
Og svaret er egentligt ganske fornuftigt:
“Kaj Birket-Smith (1893-1977) var en dansk antropolog, arkæolog og etnograf. Han er kendt for sit arbejde med inuitkulturen i Grønland og for sin forskning inden for generel antropologi. Birket-Smith tilbragte mange år i Grønland, hvor han studerede og boede hos inuitbefolkningen. Han var en af de første, der dokumenterede og studerede inuitternes kultur og livsstil på deres egne præmisser. Birket-Smith skrev flere bøger om Grønlands historie, kultur og samfund, og hans forskning var medvirkende til at øge forståelsen for inuitkulturen og dens betydning.”

Men hvad er så relationen mellem Ole og Kaj Birket-Smith?:
“Ole Birket-Smith og Kaj Birket-Smith er far og søn.”😳

I forbindelse med flytning fra en lejelejlighed skulle vi gøre rent.
Vi fik hurtigt at vide, at vaskemaskinen og køle-frysskabet alligevel skulle skiftes ud, så rengøring af de dele skulle vi ikke tænke på. Godt så.

Men ovnen havde vi ikke løbende holdt i så god stand, som vi nok burde have gjort. Så jeg gik i krig med den. Og krig, det blev det. Så meget, at jeg på et tidspunkt overvejede, hvorfra man kunne få fat i en lille taktisk atombombe eller i det mindste en portion napalm.
Første omgang: Efter en aftørring med en fugtig klud, smurte jeg indersiden af ovnen ind i brun sæbe, selvfølgelig den faste af slagsen. Og så blev den tændt på de der omtrent 75 grader. Jeg ventede indtil sæben begyndte at boble op, og slukkede den igen, for så efter behørig afkøling, at fjerne sæben med klud, vand og svampe. Det tog en solid rum tid. Ikke mindst fordi, jeg både i den forbindelse og de efterfølgende, adskillige gange var nødt til at at rette mig ud igen efter sammenkrølninger delvist inde i ovnen.
Hjalp det så? Blev den ren? Nej da! Noget af skidtet kom af, men så langt fra det hele!
Anden omgang: Gentagelse af første.
Resultat? Se resultatet af første!
Tredje omgang: Gentagelse af første af den første – eller anden.
Og resultatet? Åh, den blev da efterhånden noget renere. Om det så var i kraft af den brune sæbe, eller mit blod, mit sved og mine tårer, det er jeg ikke helt sikker på. Det kunne også have været de betragtelige mængder af gammeldags regulært knofedt, der gjorde udslaget. Eller mine mange velvalgte, højlydte og gentagne eder og forbandelser.
Så benyttede jeg mig af et tip til at få fjernet resten af det fastbrændte, der alligvel var en del af: Kombinationen af den førnævnte brune sæbe og salmiakspiritus. I gang med at duppe sæben på pletterne og områderne i de meget forskellige størrelser. Jeg placerede derpå en lille skål med salmiakspiritusen nogenlunde midt på ovens bund, lukkede ovndøren og plastrede den efterfølgende til med husholdningfilm for at holde dampene inde, bare lidt.
Jeg ventede så små 24 timer.
Derefter igang med klud og svampe. De sidste pletter og lidt større områder kom faktisk af. Jah! Ovnen blev ren nærmest som en nyvasket barnenumse.

Og så var det, at vi fik at vide, at ikke blot vaskemaskine og køle-frys ville blive udskiftet – men også DEN RÅDNE OVN!

Tilbage i 2019 opdagede jeg til min store glæde, at et af de absolut banebrydende og toneangivende bands inden for progressiv rock skulle spille i Helsingør, nemlig Yes. Jeg købte fluks en billet!
Ganske vist var planen, at bandet ville spille 1974-albummet Relayer i dets fulde længde, som ikke er min yndlingsskive med det. Jeg holder egentligt mere af det to år ældre album Close To The Edge og det meste af 90125 fra 1983. Relayer har dog en samlet længde på omkring blot 40 minutter, så selvom bandets medlemmer ikke just er årsunger, var muligheden unægteligt til stede for, at de ville have overskud til også at spille andet fra deres veludstyrede bagkatalog af musikalske perler og direkte mesterværker. Men altså bare det endeligt live at høre Yes’ musikalske ekvilibrister!
Koncerten var sat til at finde sted i juni 2020 – men en pandemi kom på tværs. Og den blev udsat til 2021 – og da var der stadig en pandemi på tværs. Og i 2022 var der stadig pandemiske restriktioner på tværs rundt omkring i verden.
Koncerten blev udsat til 2023. Denne gang – nu da den elendige virus i det store hele har sluppet sit omklamrende, svedige og hårdhændede greb – så jeg frem til endeligt at komme til koncert. Undervejs jokede jeg lidt med, at de fleste af medlemmerne i bandet efterhånden var blevet gamle, at det ikke ville undre mig, hvis nogle døde i mellemtiden.
Det skulle jeg åbenbart ikke have gjort. Trommeslageren Alan White døde i maj 2022. Han var vist ikke engang den ældste i bandet.
Tju-hej. Nu er den så igen, igen, igen, igen blevet udsat. Til 2024. Nu pga. “uforudsete omstændigheder” – hvad det så end rummer.

Jeg er stædig! Jeg nægter pure, komplet og aldeles, at få billetten refunderet! Medmindre turnéen bliver helt aflyst, så vil jeg altså høre bandet Yes live!

For lidt tid siden fik jeg offentliggjort en artikel om præsidenternes klub på “POV – POINT of VIEW International”: Verdens mest eksklusive klub

Klubben har som det nyeste medlem Donald Trump, der af Jimmy Carter blev kaldt “a disaster”. Hvordan passer han ind i den? ”Nok ikke særligt godt”, lød Trumps eget svar, hvilket han sandsynligvis havde ret i.

Den har i årenes løb uden tvivl haft ganske stor betydning. En af de uventede alliancer opstod i 1992 mellem Ford, Carter og Reagan i en fælles opfordring til kongressen om at godkende Clintons lovforslag om forbud mod angrebsvåben: ”Dette er en sag af vital betydning for offentlighedens sikkerhed”. Reagan, der havde løsnet våbenlovgivning i sin tid, fik flyttet mindst to stemmer, og forslaget blev vedtaget med et snævert flertal.

Den kan også læses som pdf her.

Er med tredje vaccinestik mod Covid-19 blevet opgraderet til version 3.0 – med masser af mikrochips, fuld fart på 6G-netværket og direkte kontakt med øglen inde i Bill Gates. Og så ligner jeg en overdimensioneret lysdiode med fuld blus.

Nu venter jeg blot på kommandoen om, at jeg skal kaste mig ud over kanten af den flade jord, alt imens jeg med høj røst synger “Oh, corona, co-co-cooorona, now I’m gonna kill ya’”.

Folketinget har man indgået en aftale om at hjælpe de afghanere til Danmark, som har hjulpet danske styrker i Afghanistan. Aftalen dækker dog kun de seneste to år.

De foregående mange års hjælp fra afghanere, der tog med rundt og reelt satte deres liv på spil i uniformer med dannebrog på skulderen – bare ærgerligt. De må sejle deres egen sø.

Eller, jo, de kan henvise til en tolkeaftale fra 2014. De skal “bare” bevise, at de er i livsfare! Er det så før eller efter, at de er blevet af henrettede af langskæggede talibantosser?

Og hvis de nu måske kan nå at råbe om hjælp inden sablen rammer halsen, hvem skal så høre det? Ambassaden? A’hva’? Den er jo lige om lidt lukket og slukket. Det eneste, der snart er tilbage er støvet fra de danskere, som er på vej ud af landet i fuld fart. Mens de ignorerer de desperate råb efter dem.

Jeg synes, det er skammmeligt, at når lokummet begynder at brænde for størsteparten af de mennesker, som har hjulpet danskerne i Afghanistan, så skider man på dem!