På Nørreport Station i København står der skrevet et sted på den ene væg modsat perronen og har vist gjort det i årevis:
I kampen mod oppositionen kommer vi frem som om vi er oppositionen, selvom virkeligheden er, at vi sidder på magten, det er i højere grad os, der skal sætte dagsordenen, og ikke forsvares udtalelser, vågn op københavn.
Jeg ser det jævnligt, men forstår stadig ikke en hujende dyt af, hvad der er ment. Hvilken kamp imod hvilken opposition? Kommer frem hvor fra? Hvem er ‘vi’, der skal sætte hva’for en dagsorden, og hvilke udtalelser? Og så ser vi helt bort fra de pudsige fejl i teksten…
Skal man være blevet specielt indviet i et konspiratorisk broderskab med hemmelige håndtryk, dunkle ritualer og det hele, for at forstå det dybere budskab i teksten? Er det noget metafysisk og okult noget? Er der en skjult mødesal inde bag muren? Er det et slags manifest fra en politisk bevægelse? Eller kan det mon være DSB selv, der har skrevet det?
Men måske er det bare mig, der har overset et eller andet?