Burka-stemmer og Krarup

Søren Krarup fra dansk Folkeparti vil forbyde muslimske kvinder at stemme til folketingsvalg, hvis de er iført burka eller niqab, da deres ansigter derved ikke kan ses. Samtidig vil han have billedlegitimation i stemmelokalerne.

Det er et forslag, der er hul i hovedet, efter min mening!

Alle danske statsborgere har som udgangspunkt ret til at udøve deres demokratiske rettigheder. Ikke mindst at afgive deres stemmer til folketingsvalg, uanset om de er iført bowlerhat, toupé, briller, fuldskæg, nonnedragt eller Armani-jakkesæt.
Og samtidig må det være op til den enkelte person, om man overhovedet vil have billed-id eller ej. Fx. fik jeg først fornyet mit pas for et lille halvt år siden, efter det gamle udløb for mere end ti år siden, kørekort har jeg simpelthen ikke, og andet med mit portrætbilled på er jo ikke juridisk gyldigt.

I nogle muslimske lande, er kvinderne påtvunget hovedbeklædning i forskellige udformninger og mindstekrav, fx. i Iran, hvor al hår skal være tildækket af såkaldte religiøse årsager, når de viser sig uden for døren. Hvis kravet ikke opfyldes bliver de straffet.Som bekendt er Iran et religiøst og politisk diktatur, hvor folket i praksis ingen demokratiske rettigheder har og lever under forhold, der absolut ikke er misundelsesværdige.

Hvis Søren Krarup så her i landet vil påtvinge personer ikke at være iført visse former for religiøse beklædning, når de vil udøve en grundlæggende demokratisk rettighed, og altså således vil begrænse demokratiet indirekte af religiøse årsager, hvad så…?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *