Det er almindeligt antaget, at alkoholindtagelse påvirker åndsevnerne i negativ retning. På kort sigt er dette uden tvivl rigtigt; de fleste har haft oplevelsen af at drikke sig tilbage til abestadiet, hvor kun de mest basale og dyriske hjernefunktioner fungerer, såsom at grynte, savle, og kravle på alle fire. Denne tilstand er heldigvis midlertidig, og plejer at forsvinde efter en god nats søvn.
Desværre hævder flere forskere, at et vedholdende alkoholforbrug usvigeligt skader åndsevnerne på længere sigt. Denne fejlagtige påstand er heldigvis let at gendrive.
Overvej følgende: Hjernen er et netværk af celler, hvorigennem informationer udveksles. Dette neurale netværk arbejder under samme betingelser som f.eks. et computernetværk, og kan således ikke fungere væsentligt hurtigere end den langsomste forbindelse.
Et computernetværk, der overvejende består af lyslederkabler og superledere, kan ikke fungere optimalt hvis der et sted undervejs findes en langsom analog telefonforbindelse, der sinker hele trafikken. Ligeledes gælder det indenfor neurologien: Hjernen kan ikke arbejde meget hurtigere end de langsomste hjerneceller.
Overvejer vi yderligere, at når organismer udsættes for skadelige stimuli, som f.eks. alkohol (der indrømmet er et giftstof), er det altid de svageste organismer, der bukker under først. Slutresultatet af vedvarende alkoholindtagelse må derfor blive, efterhånden som hjernens langsomste og mindst levedygtige celler udryddes, at hjernen vil begynde at arbejde hurtigere og mere effektivt.
Det kan derfor logisk konkluderes, at alkohol på længere sigt faktisk højner intelligensen.