Selvfølgelig bliver vi – også – bedømt på vores udseende. Det er vi altid blevet og det vil vi også blive fremover. Det er jo sådan, at de første få sekunder i mødet med et fremmed menneske er helt afgørende for vores indtryk og bedømmelse af vedkommende, hvilket især gælder kropssprog og udseende. Eller som man kan sige på godt gammeldags dansk: First impression counts.
Reaktionsmønsteret ligger dybt begravet i den menneskelige natur, som en central overlevelsesmekanisme, vi deler med andre dyr.
Ja, ideelt set burde vi alle i en jobsituation kun bedømmes på de faglige kompetencer og kvalifikationer, men sådan er virkeligheden nu engang ikke skruet sammen, og det er efter min mening naivt at tro noget andet. Det er i den sociale fysiske interaktivitet face-to-face eller i grupper, at vi bliver bedømt, og her tæller udseende med, udover f.eks. stemmeføring og kropslugt. Så i bund og grund er det ikke kun et strengt personligt anliggende.
Det er OK, at en konsulent på et Jobcenter kommentere en ledigs udseende, mener jeg, hvis konsulenten finder det aktuelt. Det er en vigtig del af konsulentens opgave at vejlede og rådgive om de mulige veje til job, og der er ingen tvivl om, at netop udseende her spiller en særdeles central rolle – både positivt og negativt – om man vil det eller ej. Med den tilføjelse, at tingene kan siges på flere måder og må afhænge af, hvem der er modtageren af kommentarerne. Og sidste ende er det selvfølgelig op til den enkelte selv, at bestemme i hvilket omfang man er parat til at følge vejledningen, om overhovedet, og skabe de forandringer, der måske skal til for at få jobbet.
Klæder skaber folk – og det gælder uanset, om du har job eller ej. Alt andet lige, behøver du ikke at signalere: “Jeg skider på, hvilket indtryk, jeg gør på dig. Bare giv mig jobbet og pengene…”