Den hemmelig bunker

I det smukke og let kuperede område nogle kilometer nordvest for Helsingør er der et hegn. Dem er der flere af. Hvor de andre er beskedne, og beregnet til at holde de fredeligt græssende dyr inde, er dette kraftigt,
med pigtråd øverst og forsynet med tydelige skilte, der siger ”adgang forbudt” og ”alarm”. Hegnet skal holde uvedkommende ude.

Et sted bag hegnet ligger den atomsikrede BOC2
(BeredskabsOperationsCenter 2), der er en del af REGAN Øst, REGeringsANlæg Øst.
Stadig lidt hemmeligt, men ikke så meget. Dens placering er nem at finde med Wikipedia og Google Maps.
Hertil og ikke længere. Det stærkt sikrede anlæg ligger inde bagved.

I tilfælde af overhængende fare for militært angreb på Danmark, skal dele af kongehuset, regeringen og centraladministrationen kunne rykke ind med kort varsel i de stærkt beskyttede omgivelser.

Bunkeren, der øverst er forsynet med et 2½-meter tykt jernarmeret betonskjold, er i meget stort omfang sikret mod biologiske, kemiske
og atomare våben. Samlet er den på 4500 kvadratmeter og beregnet til at kunne rumme op til godt 350 mennesker, fordelt på 102 rum. Den blev operationsklar i 1977.

BOC1 er en anden bunker godt seks kilometer sydvest for BOC2, i Krogenberg Hegn ved Kvistgård, men som blev endeligt tømt, lukket ned og forseglet i 2013. BOC2, derimod, vedligeholdes fortsat, og blev senest klargjort i forbindelse med
COP15-konferencen i 2009, hvis det blev nødvendigt med et sikkert tilflugtssted.

På et tidspunkt derude hører jeg lyden fra en udrykning, og det forekommer mig, at den nærmer sig. Hvis jeg havde vadet rundt i området med et kamera for 30 år siden, var jeg uden tvivl blevet overvåget, nok også passet op og “pænt” blevet bedt om at forføje mig. Den stigende og faldende lyd fjerner sig snart efter igen.

Gudskelov har anlægget aldrig været i brug for alvor!
Den store mast ved BOC2 blev pillet ned for et par år siden. Den mindre antenne, der nu står, syner ikke af så meget i landskabet.

Her tænker du på “Den hemmelig bunker”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *