Den var forkommen, lille og skræmt. Gråspurve-ungen lå trykket op mod muren, delvist skjult, og var vel et par uger gammel. Jeg var 9-10 år.
Når jeg ser gråspurve i dag, popper jævnligt et af mine bedste barndomsminder op. Og jeg tænker på, om en af fuglene mon skulle være familie med den lille fugl, der dengang gjorde et stort indtryk på mig.
Sammen med nogle andre var jeg cyklet ud til en kammerat, Verner hed han vist. Det var først på sommeren, dengang sommeren varede evigt med høj sol, god varme og lange feriedage. På jorden under en høj gavl opdagede jeg den lille unge, der enten var faldet eller vippet ud af en rede, som sad ganske højt oppe. Den var stadig levende, så meget ynkelig ud og pep hjerteskærende. Hvad stillede jeg op med sådan en? Og det inden katten eller sultedøden tog den! Det var udelukket. Jeg måtte prøve at redde den.
Forsigtigt puttede jeg ungen ned i min jakkelomme, og cyklede hjem.
Hvordan min plan blev modtaget af mine forældre, da jeg troppede op med fuglen, husker jeg ikke længere, men kan da godt have en mistanke om, at selvom de overfor mig bifaldt mit forehavende, så må de have været klar over, at den kunne få en sørgelig udgang. De måtte stå parate til at trøste. Vi havde i perioder dog en del undulater, så det med fugle var absolut ikke ukendt for nogen af os. Heller ikke døde unger.
Min fem år yngre søster havde sat en kunstig rede, sådan en der havde været påskeæg i, ud i en af havens buske. Den blev hentet ind igen og sat i et aflagt undulatbur. Her kunne ungen ligge og sove. En pipette blev fundet frem – hvorfor vi overhovedet havde sådan en, aner jeg ikke – og med den blev ungen fodret med opblødt brød tilsat få dråber levertran. Igen, levertranen skyldtes undulaterne, der jævnligt fik en anelse i foderet.
Og efter nogle dage med tvivl, blev den tydeligvis stærkere og stærkere. Det gik den rette vej. Dunene blev færre, fjerdragten mere markant, vingerne baskede. Og efter nogle uger begyndte den at hoppe ud af buret – lågen stod næsten altid åben – og videre op til vinduet, hvor de små ben bar den frem og tilbage. Snart skulle prøven stå.
Buret blev båret ud haven. Hurtigt hoppede fuglen op på kanten, og efter lidt betænkningstid videre ned på jorden, trippede rundt, fortrød og hoppede tilbage ind i buret! Det skulle ikke blive den dag.
Dagen efter prøvede vi igen. Ud med buret. Fuglen tog den samme tur op på kanten, ned på jorden, trippen rundt. Denne gang flaksede den også ivrigt med vingerne – kunne de mon bære? Snart efter lettede den og fløj op i et nærliggende træ! Pippede lystigt. Kikkede sig omkring. Nysgerrig. Turen gik videre over i en busk, og så hen over taget. Vi fulgte den så langt vi kunne, men tabte den hurtigt af syne.
Mit hjerte var stolt!
Selvfølgelig er chancen for, at en af de gråspurve, som jeg ser nu, i en anden del af landet og så mange år senere, er i familie med min barndoms unge, er stort set ikke eksisterende…
Alligevel…
Tanken opstår…