Min kæreste havde delt kontor med en kollega, der en dag eller to senere blev testet positiv for infektion med corona. Dette førte til, at vi begge blev pcr-testet. Det skete en lørdag i Hillerød, hvor et af de berømte testcentre var blevet etableret i udkanten af det lokale sygehus. Vi fik stukket hver vores testpinde i halsen. Det var første gang, jeg prøvede det, men sandelig ikke sidste.
Resultatet kom søndag 18. oktober 2020 sidst på eftermiddagen. Hendes var negativ, min positiv – hvilket unægteligt var noget overraskende.
Så gik det stærkt. Vi tog fluks begge mundbind på, og efter en god snak med Corona Hotline – hvad nu? – blev jeg resolut sendt ind i soveværelset. Da vores lejlighed ikke var så stor, var muligheden for, at jeg isolerede mig i en uge i det rum reelt ikke til stede, så hvad så? Helsingør Kommune havde åbnet for, at dem, der måtte have behov, kunne få tildelt “en plads” et andet sted i kommunen, men hvem skulle vi have fat i? Kæresten, som arbejdede i en anden kommune, ringede til sin chef og forklarede situationen. Chefen kontaktede en kollega i Helsingør – og en halv time senere kom en opringning om, at nu stod der et hotelværelse klar til mig. Virkeligt imponerende tempo.
Hurtigt kastede jeg lidt af hvert ned i et par tasker. Lidt skiftetøj, toiletgrej, shampoo, computer, et par bøger etc. Ned til cyklen og afsted.
Selvfølgelig var jeg lidt nervøs for hvad, der kunne ske. Ville jeg blive syg, måske sådan rigtig syg? Jeg vidste dog, at langt de fleste enten slet ikke blev syge eller kun fik en ganske let sygdom. Jeg kunne ikke tage det på nogen anden måde, end som det måtte komme. Da inkubationstiden for udvikling af covid-19 efter min bedste viden typisk var på omkring tre dage, var det selvfølgelig den første tid, der var nervøsitet, men efterhånden kunne jeg slappe mere af.
På intet tidspunkt under hele isolationen fik jeg altså symptomer på covid-19. Gudskelov. Dog en enkelt morgen følte jeg mig lidt mat og anelse sløj, men det hang utvivlsomt sammen et lidt for stort glas af en ikke særlig god flaske rødvin aftenen før. Det var rødvinstræthed, som havde ramt mig. Det medførte så også, at jeg simpelthen hældte resten af flasken ud i afløbet.
Resten af dagene i ugen skulle bare overstås. Det helst uden, at jeg kom til kede mig så meget, at jeg begyndte at kravle på væggene, gnave i møblerne og kradse i gulvet.
Værelset var ganske hyggeligt og med bad og toilet. En glasdør førte ud til en lille terrasse, og ikke mindst var der ude til venstre på gårdspladsen et mindre område, hvor to marsvin boede. De blev fodret om formiddagen, og især på de tidspunkter var de en fornøjelse at iagttage – og et kærkomment, hyggeligt afbræk i dagenes trummerum.
Min glimrende mad blev serveret morgen, middag og aften. Det blev stillet på et bord på terrassen, og efterfølgende kunne jeg så blot stille det snavsede service tilbage på bordet. Hotellets værtinde og det øvrige personale var i det hele taget meget imødekommende, hjælpsomme og sympatiske.
Min søde kæreste besøgte mig dagligt. Eller rettere: hun så til mig. Jeg stod inde på værelset, hun stod nogle meter ude på den anden side af glasdøren, og vi snakkede i telefon sammen. Hun havde noget ekstra med til mig, måske lidt tøj, chokolade, en god øl, som hun så placerede på terrassens bord. Når hun havde trukket sig behørigt bagud på området, åbnede jeg døren og hentede de forskellige sager ind.
Jeg fik set nogle serier og film, bl.a. den fantastiske Chernobyl og den fjollede og dog ok underholdende film 1941. Dertil kom nogle flere serier og film, som jeg (nok lykkeligt) har glemt alt om. Og jeg læste Edward Snowdens både fascinerende, spændende og skræmmende selvbiografi.
Det var en mærkelig uge i en usædvanlig tid.
Få dage efter min løsladelse blev det obligatorisk med mundbind her og der og alle vegne.