Hvis Jeb Bush ikke havde trukket sig ud af nomineringsræset og var endt som republikanernes præsidentkandidat, så ville han sandsynligvis være kommet op mod Hillary Clinton. En speciel situation.
Både Hillary og især hendes mand, Bill, er ganske gode venner med Bush-familien. Så gode venner, at Bill Clinton nærmest betragter George H. W. Bush, Bush-senior, som den far, han ikke har haft – den samme Bush, som han overvandt ved præsidentvalget i 1992 efter en barsk valgkamp, da Bush bl.a. mente, at hans hund vidste mere om udenrigs-politik, end Clinton. Men som også efterlod en håndskrevet besked til ham i Det Ovale Kontor: “You will be OUR president when you read this note. Your success is now our country’s success. I am rooting hard for you.”
En del år senere var både George H. W. Bush og George W. Bush, henholdsvis den 41. og 42. præsident, med ved den officielle åbning af Clintons ”Presidential Library & Museum” i 2004. Da havde venskabet mellem den ældre Bush og Clinton udviklet sig, og Bush sagde til forsamlingens store begejstring, at Clinton er en af de mest talentfulde politikere i moderne tid, og fortsatte: ”Believe me, I learned that the hard way. He made it look too easy and oh, how I hated him for that.” På turen rundt i museet kom den ældre Bush og Clinton i dyb snak og bagud i selskabet, hvilket sønnen bemærkede. Og ivrig efter at spise frokost, for så derefter at forlade stedet, sendte han en afsted med beskeden: ”Tell 41 and 42 that 43 is hungry!”
Bill Clinton blev snart også gode venner med Bush-junior, der har kaldt ham ”a brother from another mother” – og på et tidspunkt blevet omtalt af Jeb Bush som “bro”.Så hvis en af de to, Jeb Bush eller Hillary Clinton, var endt med at blive valgt som præsident, så var mere eller mindre begge familier rykket ind i Det Hvide Hus. En noget speciel situation: Hillary eller Jeb ville have været omgivet af familier med eks- præsidenter.
Som bekendt gik det ikke sådan. Et rygte har sagt, at Bush-junior og andre familiemedlemmer faktisk stemte på Hillary Clinton, men det er dog blevet benægtet af en talsmand: De stemte ikke på Trump, men på andre republikanere.