Forsvarsadvokaten:
Vil De være venlig at fortælle Deres alder?
Den lille gamle dame:
Jeg er 94 år gammel.
Forsvarsadvokaten:
Vil De fortælle os, med Deres egne ord, hvad der skete om aftenen den 1. april?
Den lille gamle dame:
Der sad jeg, alene i min havegyngesofa i min forhave på en varm forårsdag, da en ung mand kom snigende op på min terrasse og satte sig ved siden af mig.
Forsvarsadvokaten:
Kendte De ham?
Den lille gamle dame:
Nej, men han var i den grad venlig.
Forsvarsadvokaten:
Hvad skete der, efter han havde sat sig ned?
Den lille gamle dame:
Han begyndte at gnide mit lår.
Forsvarsadvokaten:
Stoppede De ham?
Den lille gamle dame:
Nej, jeg stoppede ham ikke.
Forsvarsadvokaten:
Hvorfor ikke?
Den lille gamle dame:
Det føltes godt. Ingen havde gjort sådan, siden min Albert døde for 30 år siden.
Forsvarsadvokaten:
Hvad skete der derefter?
Den lille gamle dame:
Han begyndte at gnubbe mig på brysterne.
Forsvarsadvokaten:
Stoppede du ham i at gøre det?
Den lille gamle dame:
Nej, jeg stoppede ham ikke.
Forsvarsadvokaten:
Hvorfor ikke?
Den lille gamle dame:
Hans gnubben fik mig til at føle mig i live og opløftet. Jeg havde det bedre, end jeg havde haft i årevis!
Forsvarsadvokaten:
Hvad skete der så?
Den lille gamle dame:
Altså, på det tidspunkt, følte jeg mig så vild og fuld af pep, at jeg bare smed mig ned og råbte: “Tag mig, unge mand – tag mig nu!”
Forsvarsadvokaten:
Gjorde han så det?
Den lille gamle dame:
Fand’me nej!! Han råbte bare: ”Aprilsnar!!!!!!”
Og så var det, jeg skød ham, det dumme svin…