Et broderi efter besættelsen

Fornyligt købte jeg noget så usædvanligt, som et broderi, der er både, nå, ja, usædvanligt og af historisk betydning.

Mønsteret blev udformet af Louise Puck, som var ansat i den dengang kendte broderiforretning Clara Wæver, og blev solgt i mange tusind eksemplarer fra 1945 og frem til 1970. Det blev broderet i lidt forskellige nuancer i de første år med vareknaphed. Fra 1958 blev det dog muligt, at købe en samlet pakke med mønster, garn osv.
Det er fyldt med tekster og ladet med symbolik, der henviser til besættelsestiden, og må have taget timevis at brodere.

Bortset fra den øverste og nederste del, er en overvejende del af broderiets venstre side holdt i sort, gråt og vissengrønt som de tyske uniformer. Symboler og navne repræsenterer noget af det, man forbandt med det forhadte og fjendtlige, det onde og mørke. Hagekors, Gestapo, Dagmarhus, SS, Hitler, mørklægning… Kun ordene “Danmarks jøder” skiller sig ud med en anden farve.

Højre side, det gode og kampen, er domineret af rødbrune og blå farver. Her er forskellige citater, ikke mindst et vigtigt i modstandskampen fra salmen “Altid frejdig, når du går”:

“Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller..”

En fiskerbåd er gengivet som symbol på de mange tusind danske jøders evakuering over Øresund og derved redning. Og lidt længere oppe ses en radise, der symboliserer kommunisterne, kaldet “De Røde” og en del af modstandsbevægelsen. Til venstre står der “Horserød” i rødbrunt og vissengrønt, farver, der markere, at beslutningen om interneringen af kommunister i lejren var en fælles dansk-tysk beslutning.

På broderiets øverste linje er 9. april, Danmark, det norske flag og Norge broderet. Norge blev besat samtidig med Danmark.
Den tyske værnemagt kapitulerede til den engelske hærfører Montgomery – frihedsbudskabet blev læst op om aftenen 4. maj 1945 fra BCC London af Johannes Sørensen, der også er nævnt i broderiet – og Den Danske Brigade kom til Danmark fra Sverige 5. maj 1945. Det ses i den nederste del.

Christian d. X’s monogram omgrænset af laurbærkranse, og bogstaverne I og F til siderne for kronprinseparret Ingrid og Frederik samt rigsvåbnet, er det centrale motiv i broderiet.
Under det ses datoerne for to markante begivenheder. Dels udbruddet af Augustoprøret 29.8.43, og dels 19.9.44, da den tyske besættelsemagt anholder og efterfølgende deporterer godt 2000 danske politifolk.
Efter “Patrioter” i rødt, naturligvis Dannebrogs-rødt, er et andet centralt motiv: En krans omkring et kors under “Ryvangen”, der var det sted, hvor mange modstandsfolk blev henrettet.

Der hænger nogle af dem rundt omkring, også på en række museer – det på Frihedsmuseet er unægteligt flottere end mit – men de fleste er forsvundet.

Broderiet, vistnok oprindeligt kaldt ”Et navnekludemønster med relation til besættelsestiden”, er ikke unikt, men specielt, og jeg er glad for det. Nu skal det bare have en ny ramme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *