Også som knægt var jeg lystfisker. En aften besluttede jeg mig for at tage ud og fiske dagen efter i en sø i en nærliggende mose, og til det formål skulle jeg bruge nogle gode regnorme. Så da mørket havde sænket sig og duggen var faldet, gik jeg ud på vores græsplæne, bevæbnet med en lommelygte og et gammelt marmeladeglas med et låg, i hvilket jeg behændigt havde prikket nogle huller. Sådan nogle regnorme jo skulle have luft. Ned i glasset havde jeg stoppet en mængde græs og mos.
Så skulle der ”lyses regnorme”. Rent praktisk foregik det ved, at jeg forsigtigt gik rundt på plænen med lyset fra lygten i vidt omfang dækket af fingrene, så der kun kom sprækker af lys ud. På det tidspunkt, når det var blevet mørkt og køligere, kravlede regnormene delvist op fra jorden og kunne ses i det svage lys. Så gjaldt det om både at nærme sig den enkelte langsomt, i det rette øjeblik hurtigt at gribe fat om den inden den trak sig ned igen, og forsigtigt at rykke ormen op af jorden. Når jeg selv skal sige det, var jeg blevet ganske ferm til det.
Efter en stund havde jeg, hvad jeg skulle bruge af de små kræ.
Hvad gør man så, når man nu ved at regnorme helst skal have det lidt køligt? Så stiller man glasset ind i køleskabet, gør man. Hvilket, skulle det vise sig, var en særdeles dårlig ide.
Der var to ting, jeg ikke havde taget med i mine overvejelser. Mængden af græs og mos: jeg havde proppet så meget i glasset, at det nåede op til kanten. Og hullerne i låget: De var så store, at en slank regnorm kunne møve sig igennem et af dem.
Om morgen blev hele huset gennemtrængt af et kraftigt hyl, skarpt efterfulgt af højlydte eder og forbandelser. For da min mor åbnede døren til køleskabet drattede der par regnorme ud, som landende for fødderne af hende, og indtil flere andre kravlede livligt rundt inde på hylderne.
Alt, som i ALT, i det køleskab, der ikke var lukket, tilkapslet og forseglet, blev øjeblikkeligt smidt ud!
Og jeg kom ikke ud og fiske den dag.