For lidt tid siden blev jeg på Facebook opfordret til at poste ti covere på musikalbummer, der på den ene eller anden måde har haft indflydelse på min musiksmag. Både gennem min opvækst og senere.
Da Facebook egentligt er et flygtigt medie (jo, jeg ved godt, at det der postes på Facebook, bliver på Facebook, men stadigvæk…), vil jeg gentage dem her – med lidt flere kommentarer.
Dengang i første del af halvfjerdserne var vi enten til til Sweet eller Slade. Selvom jeg var til koncert med Sweet i Fyns Forum, da jeg omkring de 11 år sammen med mine to ældre brødre, så var jeg nok mest til Slade. Og så vidt jeg husker, så var albummet med Slade fra 1974, “Old New Borrowed and Blue”, det første album jeg havde – og så havde jeg et par singler med Sweet.
“The Dark Side of The Moon” var den første – og langt fra den sidste – plade, jeg købte med Pink Floyd. Den første bid af den, hjertebanken og skriget, hørte jeg, da jeg var vel en 13-14 år gammel på en eller andens storebrors voldsomme anlæg og meget højt. Hold da kæft et chok, jeg fik!
Forsangeren Roger Waters brød med resten af bandet engang i firserne, efter det fremragende album “The Final Cut”, og det efterfølgende med Pink Floyd synes jeg ikke er noget, der for alvor kommer op og ringer. Godt håndværk i høj grad, men der mangler noget watersk.
På et eller tidspunkt, vistnok omkring 1981, begyndte jeg at interessere mig for elektronisk musik, herunder for det tyske band Tangerine Dream. Et af de albums, jeg havde med dem var “Cyclone”. Indrømmet, i dag siger det mig ikke noget, men dengang havde bandet betydning for mig.
Ralph McTell kan jeg ikke komme udenom, men pudsigt nok var “Weather The Storm” fra 1982, det eneste, jeg fik købt med ham dengang. Det holder det stadig, og især numre som “Naomi”, “From Clare to Here” og titelnummeret “Weather the Storm” synes jeg er små mesterværker.
Senere er det blevet til flere albummer med McTell i samlingen, og det har været stor fornøjelse at opleve ham til et par koncerter.
“The River” var det første, men så sandelig ikke sidste album, jeg købte med Bruce Springsteen, og gennem det fik jeg øjnene op for andre amerikanske rockmusikere som John Hiatt og John Mellencamp.
Kæresten og jeg var i øvrigt til koncert med Springsteen for noget tid siden i Parken – hvilket desværre var en skuffelse pga. elendig lyd.
Albummet “Vigil in a Wilderness of Mirrors” med Fish fra 1989 var hans debut soloalbum og det første af ham, jeg købte. Det er stadig mit absolutte favorit-album, trods flere fremragende udgivelser fra ham senere. Han var tidligere forsanger i bandet Marillion, som jeg indtil da havde købt samtlige albums med – og flere andre senere med deres nye forsanger.
Jeg har oplevet tre koncerter med ham – hvoraf jeg forøvrigt har haft den store fornøjelse at lave lys til den ene, vistnok i 1999, på spillestedet Rytmeposten (i dag Posten) i Odense.
Jeg kan ikke huske om Griegs “Peer Gynt” var min første plade med klassisk musik, eller hvilken indspilning det var. Men den betød noget!
Satsen “Morgenstemning”, som jeg stadig synes er utrolig smuk, opdagede jeg gennem sf-filmen “Soylent Green” fra 1973, som jeg på et tidspunkt så på tysk TV (synkroniseret!), vistnok omkring 1980, hvor den bruges i en central scene. Den gjorde et stort indtryk!
Ligesom vi i de sene barndomsår og den første ungdomstid i halvfjerdserne enten var til Slade eller Sweet, så var der valget mellem Gasolin og Shubidua (og et band som Walkers, men dem glemmer vi fuldstændigt her), når snakken faldt på dansk musik.
Gasolin nærmest umulig at komme uden om, når vi snakker musikalsk påvirkning. Og en pudsig erindring om dem er, at de faktisk gav koncert på Kroggaardsskolen i Næsby, Odense, hvor jeg selv gik i skole. Det var vistnok i 1974 (koncerten altså. Min skolegang var trods alt lidt længere.), men fordi det var i Ungdomsskolen, og vi sindssyg nysgerrige børn på omkring de 11-12 år slet ikke var gamle nok til den slags, så stod vi uden for og gloede ind af vinduerne. Vi havde jo hørt om dem! Men på et tidspunkt blev gardinerne trukket for, så det var så det. Jeg har ikke været ikke været til koncert med Gasolin.
Egentligt lidt underligt, men “Efter Endnu en dag” fra 1976 var det eneste Gasolin-album, jeg havde dengang. Det er stadig hamrende godt!
Jeg har en velvoksen rock-åre, og i en del af den løber progressivt blod. Et af bands, der har betydet meget er Yes og nok især albummet her, “Close to the Edge”. Det er stadig er et af mine favoritter, et som jeg jævnligt vender tilbage til, og dykker ned i, og teksterne synes jeg stadig er noget syret noget, til tider langt ude og delvist uforståelige.
Jeg skal i øvrigt om nogle måneder til koncert med dem!
Hvornår det danske og desværre ikke særligt kendte band Janes Rejoice dukkede op i mine øregange første gang, ved jeg ikke med sikkerhed. Sandsynligvis tilbage i slut firserne.
På deres andet og aldeles fremragende album, “Flaming Flaminco”, fra 1989, er der især et nummer, som har fået en særlig betydning: “Suburban Boys”. Med dets fantastisk stemningsfyldte atmosfære og vidunderlige, fortællende tekstlinjer om drenges opvækst og oplevelser en forstad, har det en for mig utrolig evne at katapultere mig tilbage til min egen barndom og tidlige teenageår. Ikke, at jeg kan holde et spejl op, og sige at, ja, sådan var det ord for ord – jeg voksede ikke op med piberygende fædre på boligblokkenes balkoner, men på villakvarteres verandaer 🙂 – men det er dælme tæt på!
I øvrigt fortalte bandets forsanger, Søren Nørregaard, mig for nogle måneder siden, at hver eneste linje tekst i nummeret er løftet ud af hans egen barndom. Ikke overraskende.