Vi er i starten af april. Det er over tre måneder siden, det var den 24. december. Foråret er på vej. Og min gamle julekaktus er blevet tosset.
Frisk, snart fyrre og langt fra færdig.
Præcis hvor gammel, den er, er dog uklart. Jeg fik julekaktussen, da jeg flyttede hjemmefra tilbage henimod slutningen af 1984. Og jeg husker, at min mor havde fået den af min gudmor Sonja, men hvor lang tid hun, altså min mor, havde den inden da, og om den jeg fik var den originale plante eller en aflægger, har fortabt sig i fortidens tåger. Rundt regnet og sådan cirka er min julekaktus altså et sted mellem 35 og 40 år gammel.
En ekstra detalje er, at den endda har boet i den samme mørkerøde potte i de seneste godt 30 år. Måske burde og kunne den være blevet omplantet til en større potte for år tilbage, men det virker nu ikke som om det har generet den på nogen måde. Tværtimod. I mindst i lige så lang tid har den blomstret praktisk taget hvert eneste år, nogle år mere end andre, men den har så vidt jeg husker sjældent holdt sig helt tilbage.
For nogle år siden var den tæt på at afgå ved en sørgelig død. Planten blev hårdt angrebet af en masse små møgdyr i skikkelse af sørgemyglarver. De fandt stor fornøjelse i at gnaske løs af plantens rødder, men fornøjelsen var helt og aldeles på deres side – absolut ikke på min. Løsningen til dens overlevelse blev at udtørre jorden fuldstændig i flere uger – hvilket i sig selv var hård kost for planten, og blev gjort med nærmest blødende hjerte – fjerne det meste af plantens rester, rense så meget jord af som overhovedet muligt af de få tiloversblevne stumper af rødder, plante det efterladte i frisk jord – og krydse alt, hvad der krydses kunne. Og ikke blot kom den sig fuldstændig, men har siden adskillige gange blomstret lystigt.
Og nu har den altså igen fået knopper og blomster. Altså min julekaktus. I april. Helt normal er den altså ikke. Måske ligner den ejeren?