Forfatter: Ole

Året var 1816. I maj i det, der senere skulle blive kendt og forbandet, som ”året uden sommer”, mødtes en lille gruppe unge englændere i Schweiz ved Genevesøen.

Det kom der en af de mest læste gyserfortællinger nogensinde ud af, en fortælling som er oversat til et utal af sprog og genudgivet endnu flere gange, filmatiseret igen og igen, sat op som teaterstykker og været inspiration for mange. Den er refereret, analyseret og med større eller mindre succes parodieret. Den er blevet en del af den kollektive bevidsthed.

Og en vulkan spillede indirekte en væsentlig rolle, har det senere vist sig. Den vender vi tilbage til.

Gruppen bestod bl.a. af den berømte og berygtede Lord Byron og hans unge, personlige læge og beundrer, John William Polidori. Til stede var også Percy Bysshe Shelley, der var der sammen med den 19-årige Mary Wollstonecraft Godwin. Sidstnævnte og Percy giftede sig senere (blot tre uger efter hans højgravide kone havde begået selvmord) hvorved hun fik det navn, hun blev verdenskendt under: Mary Shelley.

Vejret var ikke blot almindeligt dårligt, det var helt usædvanligt vådt, koldt og mørkt, og indbød ikke just til spadsereture i det ellers smukke landskab ved søen, eller andre udendørs sysler og fornøjelser. Tværtimod. Selskabet fandt i stedet sammen i Byrons lejede hus ved bredden og drøftede i afslappet stemning filosofi, politik og videnskabelige landvindinger, mens regnen slog mod ruderne, lynene flængede himlen og torden jævnligt rullede mellem bjergene og henover søens vand. De fik også fingrene i nogle spøgelsesfortællinger, som de fordrev en del af tiden med, og som en tidsfordrivende selskabsleg fandt Byron snart efter på, at de hver især skulle skabe en spøgelseshistorie! Hvem kunne finde på den bedste?

To længere historier kom ud af det. Den ene, Polidoris ”The Vampire”, bygger på et udkast af Byron, og vampyren Lord Ruthven er løst modelleret efter Byron.
Umiddelbart kunne Mary ikke finde på noget, men inspireret af en drøm nedskrev hun nogle få sider, som Percy straks blev så begejstret for, at han foreslog at hun udvidede den til en egentlig roman. Dette gjorde hun så det næste års tid.

Resultatet blev første gang udgivet anonymt med et oplag på beskedne 500 eksemplarer og efter besvær med at finde en villig forlægger. Og selvom nogle opfattede romanen som både afskyelig, umoralsk og blasfemisk – hvilket utvivlsomt skærpede interessen for den – blev den en succes: ”Frankenstein”.

Og så vender vi tilbage til vulkanen. Som nævnt var 1816 ”året uden sommer”. I april året før skete det voldsomste vulkanudbrud i 1800-tallet på den fjerne ø Sumbawa i det nuværende Indonesien. Det næsten tre kilometer høje Mount Tambora åbnede sig, en tredjedel af bjerget sank sammen, og en gigantisk søjle af aske og støv rejste sig højt op i atmosfæren. Voldsomme vinde raserede omgivelserne, og tusinder døde næsten øjeblikkeligt i regnen af lava og klippestykker og strømmen af glødende gasser. Andre titusinder druknede eller blev knust i de enorme tsunamier, der rejste sig og altopslugende skyllede ind over kysterne.

De fine støvpartikler fra det gigantiske udbrud slyngedes så højt op, at de blev fanget af jetstrømmene langt oppe og blæst afsted på enorme afstande. I store områder blokeredes sollyset i lange perioder. Og sandsynligvis var de fine partikler årsagen til, at sommeren 1816 blev så kold og regnfuld, at afgrøder i Europa og Nordamerika døde og høsten blev elendig, og at der var sult og flere steder udbrød egentlig hungersnød. Kornpriserne tidobledes.

Måske var et vulkanudbrud mange, mange tusinder kilometer væk over et år før, således medvirkende årsag til fortællingen om Frankenstein opstod den sommer.

Verdens første satellit blev opsendt af Sovjet i dag for 60 år siden.

Oh little Sputnik, flying high
With made-in-Moscow beep,
You tell the world it’s a Commie sky
and Uncle Sam’s asleep.

You say on fairway and on rough
The Kremlin knows it all,
We hope our golfer knows enough
To get us on the ball.

Den demokratiske Michigan-guvernør G. Mennen “Soapy” Williams skrev dette lille digt under indtryk af begivenheden. Med en lille stikpille til den daværende præsident Dwight D. Eisenhower, der var kendt for at tilbringe mange timer på golfbanerne – for mange, mente flere.

Sputnik, som også fløj henover USA, satte mange amerikanere i lettere panik og de amerikanske “æggehoveder” under voldsomt pres. Det blev dog overset, at Sovjet over en måned tidligere, 26. august, havde offentliggjort, at de med succes havde testet verdens første ICBM, der fløj godt 6000 km. Nyheden fra TASS blev i det store hele ignoreret i Vesten.

Det var den samme type raket, R7, der i en modificeret udgave bragte Sputnik i omløb.

21 milliarder kilometer. Det er den afstand, som det fjerneste menneskeskabte objekt befinder sig fra os, fra planeten Jorden. Det er i dag 40 år siden, at sonden Voyager 1 blev opsendt, og den er nu ude i det interstellare rum. Derude, hvor Solen for alvor blot er en stjerne blandt utallige andre.

Tvilling-sonden Voyager 2 blev opsendt 16 dage før, og er 17 milliarder væk.

Undervejs har de opdaget gigantiske lyn på Jupiters natside, aktive vulkaner på Io, en af planetens måner, og de første antydninger af flydende vand på månen Europa, dybt under et tykt lag af is. De opdagede detaljer om Saturns ringe og foretog banebrydende målinger af en af dens mange måner, Titan. Voyager 2 fandt ukendte måner omkring Uranus og tog billeder af Neptun og dens største måne, Triton. Og en masse mere.

Sonderne, som flyver i et ekstremt barskt miljø, fungerer i dag begge delvist og sender stadig imponerende blip-blip-blips tilbage. Om få år er det dog slut. Efter 2020 er der simpelthen ikke længere energi nok tilbage.

Om rundt regnet 40.000 år vil de hver især passere fjerne stjerner på afstande på godt 1,6 lysår, og om blot 296.000 år og på en afstand af små 4,3 lysår vil Voyager 2 suse forbi vores nattehimmels klareste stjerne, Sirius.

Måske vil de opfylde deres endelige mål ifølge NASA:” The Voyagers are destined – perhaps eternally – to wander the Milky Way.”

På hver sonde er der en guldbelagt grammofonkobberplade, som indeholder forskellige lyde, såsom hjerteslag, brægende får og et udvalg af musik, og en række billeder. Håbet er, at engang om mange, mange tusind år, så dumper en af sonderne ned i skødet på et eller andet fremmede, intelligent væsen – hvis det overhovedet har et skød. Og hvis væsenet ellers forstår at tyde instruktionerne til afspilning på pladens cover, giver den et fjernt glimt af menneskeheden og Jorden – som den var.

Den lille, lyse prik i den øverste del af billedet er Jorden.

Astronomen Carl Sagan sagde om Pale Blue Dot, der blev taget af Voyager 1 i 1990 på en afstand af godt 6,5 milliarder km. fra vores planet:

“Look again at that dot. That’s here. That’s home. That’s us. On it everyone you love, everyone you know, everyone you ever heard of, every human being who ever was, lived out their lives. The aggregate of our joy and suffering, thousands of confident religions, ideologies, and economic doctrines, every hunter and forager, every hero and coward, every creator and destroyer of civilization, every king and peasant, every young couple in love, every mother and father, hopeful child, inventor and explorer, every teacher of morals, every corrupt politician, every superstar, every supreme leader, every saint and sinner in the history of our species lived there – on a mote of dust suspended in a sunbeam.”

NASA: Voyager – The Interstellar Mission

Det var først efter, at jeg havde spurgt en lokal, jeg fandt frem til den nedlagte bunker i Krogenberg Hegn nogle kilometer uden for Helsingør: Op af skovvejen til venstre.
Efter nogle hundrede meter, krydser man en anden skovvej, og lidt længere henne ligger den så på højre hånd, inde mellem træerne.

Den var den første af sin slags, en atomsikret bunker, der blev bygget fra 1958-61. Gurrebunkeren, som den også kaldes, er på 670 m2 fordelt på to etager, der er gravet grundigt ned under flere meter jord og dækket med et skildpaddeskjold, en tyk betonkappe.

Planen med den var, at den skulle bruges hvis risikoen for, at den Den Kolde Krig blev varm var overhængende og kodeordet til evakuering, “Forbered Spectrum”, derfor blev givet. Bunkeren skulle huse i forvejen udpegede ministre, den siddende regent og dele af centraladministrationen, op mod 80 personer. De første mange år stod den operationsklar døgnet rundt, året rundt.

Senere blev to andre og væsentligt større bygget. Dels REGAN (Regeringsanlæg) Vest, der blev taget i brug i 1969, kunne rumme op mod 350 personer og ligger i Rold Skov. Den blev taget ud af beredskabet i 2012, og bliver om få år åbnet som museum, formodentligt i 2020. Og dels BOC2
(BeredskabsOperationsCenter2), der ligger ved Hellebæk, taget i brug i 1978 og som med sine lidt under 5000 m2 ligeledes kan rumme 350 personer. Den er fortsat en del af beredskabet.

Med bygningen af BOC2 blev Gurrebunkeren til BOC1, en slags satellit til BOC2. Det samlede system blev sammen med Gurrehus Slot, der ejedes af staten og skulle
huse forskellige embedsmænd i en nødsituation, kaldet for REGAN Øst.

Mellem 1977 og 2007 blev Gurrebunkeren brugt af Post & Telegrafvæsenet som beskyttet sted til kommunikationsforbindelser, der var af
central betydning for beredskabet. Derefter blev bunkeren udlejet til et privat firma frem til 2013. Efter bl.a. overvejelser hos Nationalmuseet om at bruge den som fjerndepot, besluttede man at lukke den endeligt helt ned samme år. Der blev holdt tre dages “åbent hus” for offentligheden, hvorpå alt løsøre blev fjernet, vand og varme slukkedes, kloakken spærret og store stålplader
fastgjort.

Da mange af arkiverne i de tidligere Warszawa-lande blev gjort tilgængelige efter Murens fald, viste det sig i øvrigt, at man inden for militæralliancen udmærket vidste, hvor den lå – og at den naturligvis var et vigtigt militært mål.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventede at se, da jeg besøgte stedet – måske bare en stor bunke jord. Det viste sig, at den øverste del af anlægget stadig er synlig, og at der er opsat hegn og alarmer, men også at naturen stigende grad har gjort krav på stedet.
Den hemmelige bunker: Om BOC2.

Jeg var ved en lokal øjenlæge for nogle måneder siden, efter ikke at have besøgt sådan en starut i over 25 år.

Han tjekkede mine øjne og fandt intet i retning af begyndende stære i forskellige farver, forkerte tryk eller andet alarmerende. Efter den fremragende besked fortalte han mig så, at jeg med den grad af bygningsfejl, som jeg havde i øjnene (han nævnte intet om andre bygningsfejl, men han var jo også kun øjenlæge og undersøgte kun det, som han var specialist indenfor…), faktisk kunne få det korrigeret kvit og frit.

Det anede jeg ikke.

Nogle uger senere var jeg til forundersøgelse på øjenafdelingen på Glostrup Hospital, hvor de kiggede nærmere på mine øjne. Efter den endelige klarmelding fra deres side – og hvor jeg fik set et par lidt syrede scanningsbilleder af dele af øjnene meget tæt på, – sagde jeg ”ja, tak!”

Noget tid gik, og jeg troppede op til den første af to operationer. På spørgsmålet fra sygeplejersken om jeg ville have noget beroligende før selve operationen, lød mit svar, at ”joh, da, jeg vil gerne have en lille, god whisky”. Det var dog ikke den slags, hun mente, og jeg sagde så nej, så undværer jeg. Og svarede, at med hensyn til, om der var noget jeg ikke kunne tåle, så var det alkohol i større mængder.

Selve operationen tog noget i retning af 10-15 minutter. Den var som sådan ikke ubehagelig på nogen måde, snarere en underlig oplevelse. Jeg kunne absolut intet mærke, da øjet var lokalbedøvet, men jeg kunne ”se” noget lys, der først var skarpt, snart blev utydeligt. Øjet blev dryppet, tror jeg, flere gange med hvad jeg formodede bl.a. var vand. Jeg så antydninger af skygger, der bevægede sig ind og ud af synsfeltet. Og jeg hørte dæmpede stemmer. Det var det.

Alt forløb glat.

Fire uger senere var jeg til operation nummer to, der gik på samme problemløse måde. Eneste forskel var, at jeg denne gang efterfølgende blev udstyret med en klap for det pågældende højre øje. Den skulle jeg have på i et døgn – og den var ikke engang sort. Men så slap jeg så også for pirathat, huggert og træben…

Det, øjenlægerne mere teknisk har gjort, er, at de har skiftet linserne inde øjnene ud med et par nye kunstige såkaldte toriske linser, hvor bygningsfejlene er korrigerede.

Det er svært for mig, ikke at være imponeret over, at det overhovedet kan lade sig gøre. Og være glad for, at jeg fremover kun skal bruge læsebriller, mens jeg ser pivskarpt på afstand.
Jeg er dog lidt skuffet over, at jeg hverken har fået lasersyn eller røntgenøjne.

Jeg mener ikke, at der skal siges undskyld for slaveriet på Dansk Vestindien.

Det er modbydeligt og forkasteligt, at slavebinde mennesker. Det faktum, at der blev holdt slaver på øerne og at slavehandlen var særdeles lukrativ, er så afgjort noget Danmark som nation og danskerne som folk, skal og bør forholde sig til og være åbne overfor.

Men derfra og så til at undskylde for handlinger, der tidsmæssigt befinder sig langt tilbage, under en anden styreform og ganske andre samfundsforhold, der er milevidt.

For mig at se, er en del af selve ordet “undskyld”, det at påtage sig “skyld”. Hvem eller hvad er det, der skal påtage sig “skylden”? Staten? Den er jo fundamental en anden i dag, end det enevældige styre, som datidens konger og hans rådgivere udøvede – og kongen var staten med kun Gud over ham.

Skal den nuværende sønderjyske befolkning have en undskyldning fra den nuværende tyske stat, fordi det kejserlige Tyskland tvangsudskrev alle våbenduelige mænd under Første Verdenskrig fra det sønderjyske område, Nordslesvig, der dengang jo var tysk? I tusindvis faldt de, de dansksindede nordslesvigere, efterlod enker og faderløse børn. Skal Danmark give en undskyldning til Estland for brutalt at have invaderet landet, revet deres sikkert nydelige borg i Lyndanisse ned, for så at bygge sin egen, og tyrannisk tvunget dem ind i den kristne tro – med pavens velsignelse? Vil Danmark have en for englændernes terrorbombardement af København i 1807, der dræbte adskillige hundrede mennesker, sårede mange flere, og sætte ild til store dele af byen? Hvad med vikingernes hærgen i datidens England? Det var næppe noget befolkningerne der, var videre begejstrede for – snarere rædselsslagene.

For mig giver det ingen mening at give og forlange undskyldninger for synder, der er begået langt tilbage i tiden. Under fundamentalt andre styreformer, andre samfundsforhold, andre moralske og etiske opfattelser, andre opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert. Og ikke at forglemme, når alle de, der begik synderne og alle de, det gik ud over – er døde for længst. Jo, deres efterkommere lever. På Jomfru-øerne, i Sønderjylland, på de engelske kyster. Og jeg har det da fint med, hvis en eller anden føler trang til at give hånd til en eller anden ester, og udtrykke deres personlige undskyldning for noget voldsomt og modbydeligt en fjern forfader har forvoldt den andens lige så fjerne forfader. Men ikke staten.

Den amerikanske kongres udtrykte i 2009 undskyldning for slaveriet. Dem om det. Det er jo ikke ensbetydende med, at den danske stat skal gøre det samme. Den skal ikke følge USA i et og alt. Og dybest set var det institutionelt den samme kongres, der i årevis tillod slaveri, ophævede det og sagde undskyld.

At undskylde på Dansk Vestindien

For nogle måneder siden var jeg på Det Kgl. Bibliotek.

Jeg var drevet af nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der lå af materiale i arkiverne efter min farfar, Kaj Birket-Smith, og det eneste jeg vidste på forhånd, var, at min far af flere omgange havde overdraget stedet en mængde papirer.
Lidt af det affotograferede jeg – med håndholdt kamera. Og noget af det kom så med supplerende tekst i det lille, fremragende medlemsblad, Slædesporet, der udgives af foreningen Knud Rasmussen Selskabet, og som jeg har den fornøjelse at layout’e.

Deltagerne på 5. Thuleekspedition havde mulighed for at medbringe enkelte personlige genstande. Kaj Birket-Smith, der få måneder før afrejsen var blevet far for første gang, havde dette foto med sig, der fik sin egen betydning ifølge teksten på bagsiden: ”Minna Birket-Smith med sin første fødte Erik (født 1921, få måneder før afrejsen). Medbragt af faderen på 5. Thuleekspedition og vist frem til amerikanere, der beklagende troede, at drengen var neger!” (Originalfoto på Det Kgl. Bibliotek.)

Kostumefest på Etnografisk Samling: Afskedsmiddag for Kaj Birket-Smith 20.1.1963. Professor Erik Holtved, der selv deltog i 6. Thuleekspedition, overrækker Birket-Smith en hvalrostand som ceremonistav, efter at have givet ham grønlandsk ’medalje’ i pap. Damen til venstre er Birket-Smiths yngste svigerdatter og forfatterens mor. (Originalfoto på Det Kgl. Bibliotek.)

Fremtidsudsigter: Kaj Birket-Smith blev i 1917 mag.scient. i geografi med speciale i etnografi. De to tegninger på næste side er begge dateret 7.12.1910 og er udført af ham i en alder af blot 17 år. Bag på dem står der henholdsvis ”Mine Fremtidsudsigter I” og ”Mine Fremtidsudsigter II”: Han ville enten ende sine dage som en lærd, gammel mand eller ende et ganske andet sted. (Originalerne er i familiens eje, fotokopier på Det Kgl. Bibliotek.)

To små familie-anekdoter: Ved et middagsselskab blev det antydet af en af de øvrige gæster, at måske rendte der nogle små Birket-Smith’er rundt
i de arktiske områder. Kaj Birket-Smiths kone, Minna, blev efter sigende ildrød i ansigtet og aldeles stiktosset, og påpegede på det kraftigste og med iskold stemme, at dén mulighed var fuldstændigt udelukket! Det har fortabt sig i fortidens tåger om den episode var før eller efter, at hendes mand kom hjem fra Paris med et forklaringsproblem, idet han havde fået fladlus.

Hvis Jeb Bush ikke havde trukket sig ud af nomineringsræset og var endt som republikanernes præsidentkandidat, så ville han sandsynligvis være kommet op mod Hillary Clinton. En speciel situation.

Både Hillary og især hendes mand, Bill, er ganske gode venner med Bush-familien. Så gode venner, at Bill Clinton nærmest betragter George H. W. Bush, Bush-senior, som den far, han ikke har haft – den samme Bush, som han overvandt ved præsidentvalget i 1992 efter en barsk valgkamp, da Bush bl.a. mente, at hans hund vidste mere om udenrigs-politik, end Clinton. Men som også efterlod en håndskrevet besked til ham i Det Ovale Kontor: “You will be OUR president when you read this note. Your success is now our country’s success. I am rooting hard for you.”

En del år senere var både George H. W. Bush og George W. Bush, henholdsvis den 41. og 42. præsident, med ved den officielle åbning af Clintons ”Presidential Library & Museum” i 2004. Da havde venskabet mellem den ældre Bush og Clinton udviklet sig, og Bush sagde til forsamlingens store begejstring, at Clinton er en af de mest talentfulde politikere i moderne tid, og fortsatte: ”Believe me, I learned that the hard way. He made it look too easy and oh, how I hated him for that.” På turen rundt i museet kom den ældre Bush og Clinton i dyb snak og bagud i selskabet, hvilket sønnen bemærkede. Og ivrig efter at spise frokost, for så derefter at forlade stedet, sendte han en afsted med beskeden: ”Tell 41 and 42 that 43 is hungry!”

Bill Clinton blev snart også gode venner med Bush-junior, der har kaldt ham ”a brother from another mother” – og på et tidspunkt blevet omtalt af Jeb Bush som “bro”.
Så hvis en af de to, Jeb Bush eller Hillary Clinton, var endt med at blive valgt som præsident, så var mere eller mindre begge familier rykket ind i Det Hvide Hus. En noget speciel situation: Hillary eller Jeb ville have været omgivet af familier med eks- præsidenter.

Som bekendt gik det ikke sådan. Et rygte har sagt, at Bush-junior og andre familiemedlemmer faktisk stemte på Hillary Clinton, men det er dog blevet benægtet af en talsmand: De stemte ikke på Trump, men på andre republikanere.

Den var forkommen, lille og skræmt. Gråspurve-ungen lå trykket op mod muren, delvist skjult, og var vel et par uger gammel. Jeg var 9-10 år.

Når jeg ser gråspurve i dag, popper jævnligt et af mine bedste barndomsminder op. Og jeg tænker på, om en af fuglene mon skulle være familie med den lille fugl, der dengang gjorde et stort indtryk på mig.

Sammen med nogle andre var jeg cyklet ud til en kammerat, Verner hed han vist. Det var først på sommeren, dengang sommeren varede evigt med høj sol, god varme og lange feriedage. På jorden under en høj gavl opdagede jeg den lille unge, der enten var faldet eller vippet ud af en rede, som sad ganske højt oppe. Den var stadig levende, så meget ynkelig ud og pep hjerteskærende. Hvad stillede jeg op med sådan en? Og det inden katten eller sultedøden tog den! Det var udelukket. Jeg måtte prøve at redde den.

Forsigtigt puttede jeg ungen ned i min jakkelomme, og cyklede hjem.

Hvordan min plan blev modtaget af mine forældre, da jeg troppede op med fuglen, husker jeg ikke længere, men kan da godt have en mistanke om, at selvom de overfor mig bifaldt mit forehavende, så må de have været klar over, at den kunne få en sørgelig udgang. De måtte stå parate til at trøste. Vi havde i perioder dog en del undulater, så det med fugle var absolut ikke ukendt for nogen af os. Heller ikke døde unger.

Min fem år yngre søster havde sat en kunstig rede, sådan en der havde været påskeæg i, ud i en af havens buske. Den blev hentet ind igen og sat i et aflagt undulatbur. Her kunne ungen ligge og sove. En pipette blev fundet frem – hvorfor vi overhovedet havde sådan en, aner jeg ikke – og med den blev ungen fodret med opblødt brød tilsat få dråber levertran. Igen, levertranen skyldtes undulaterne, der jævnligt fik en anelse i foderet.

Og efter nogle dage med tvivl, blev den tydeligvis stærkere og stærkere. Det gik den rette vej. Dunene blev færre, fjerdragten mere markant, vingerne baskede. Og efter nogle uger begyndte den at hoppe ud af buret – lågen stod næsten altid åben – og videre op til vinduet, hvor de små ben bar den frem og tilbage. Snart skulle prøven stå.

Buret blev båret ud haven. Hurtigt hoppede fuglen op på kanten, og efter lidt betænkningstid videre ned på jorden, trippede rundt, fortrød og hoppede tilbage ind i buret! Det skulle ikke blive den dag.

Dagen efter prøvede vi igen. Ud med buret. Fuglen tog den samme tur op på kanten, ned på jorden, trippen rundt. Denne gang flaksede den også ivrigt med vingerne – kunne de mon bære? Snart efter lettede den og fløj op i et nærliggende træ! Pippede lystigt. Kikkede sig omkring. Nysgerrig. Turen gik videre over i en busk, og så hen over taget. Vi fulgte den så langt vi kunne, men tabte den hurtigt af syne.

Mit hjerte var stolt!
Selvfølgelig er chancen for, at en af de gråspurve, som jeg ser nu, i en anden del af landet og så mange år senere, er i familie med min barndoms unge, er stort set ikke eksisterende…

Alligevel…

Tanken opstår…

Også her i Helsingør, som så mange andre steder, står der et mindemonument for en begivenhed af stor national betydning: Genforeningen 1920.

Som følge af en fejlslagen (nogle ville sige dumdristig) politik og overmod blev de tre hertugdømmer Lauenburg, Holsten og Slesvig tabt til Preussen/Tyskland i 1864, som de fleste er det bekendt. Grænsen kom til at løbe lidt syd for Kolding ved Kongeåen.
Efter det tyske kejserriges nederlag, der blev afslutningen på 1. verdenskrig i 1918, afholdtes folkeafstemninger i Nordslesvig og Mellemslesvig. Resultatet var, at Nordslesvig blev en del af Danmark som Sønderjylland.

Området var frem til 1864 en del af hertugdømmet Slesvig, hvor den siddende danske konge var hertug. Det var altså ikke en del af kongeriget Danmark frem til nederlaget 1864. Og da der ikke var tale om, at vi mistede noget i 1864, der var forenet med kongeriget Danmark, så kan vi vel heller ikke tale om en GENforening.