Kategori: Fast

Min kæreste havde delt kontor med en kollega, der en dag eller to senere blev testet positiv for infektion med corona. Dette førte til, at vi begge blev pcr-testet. Det skete en lørdag i Hillerød, hvor et af de berømte testcentre var blevet etableret i udkanten af det lokale sygehus. Vi fik stukket hver vores testpinde i halsen. Det var første gang, jeg prøvede det, men sandelig ikke sidste.

Resultatet kom søndag 18. oktober 2020 sidst på eftermiddagen. Hendes var negativ, min positiv – hvilket unægteligt var noget overraskende.

Så gik det stærkt. Vi tog fluks begge mundbind på, og efter en god snak med Corona Hotline – hvad nu? – blev jeg resolut sendt ind i soveværelset. Da vores lejlighed ikke var så stor, var muligheden for, at jeg isolerede mig i en uge i det rum reelt ikke til stede, så hvad så? Helsingør Kommune havde åbnet for, at dem, der måtte have behov, kunne få tildelt “en plads” et andet sted i kommunen, men hvem skulle vi have fat i? Kæresten, som arbejdede i en anden kommune, ringede til sin chef og forklarede situationen. Chefen kontaktede en kollega i Helsingør – og en halv time senere kom en opringning om, at nu stod der et hotelværelse klar til mig. Virkeligt imponerende tempo.

Hurtigt kastede jeg lidt af hvert ned i et par tasker. Lidt skiftetøj, toiletgrej, shampoo, computer, et par bøger etc. Ned til cyklen og afsted.

Selvfølgelig var jeg lidt nervøs for hvad, der kunne ske. Ville jeg blive syg, måske sådan rigtig syg? Jeg vidste dog, at langt de fleste enten slet ikke blev syge eller kun fik en ganske let sygdom. Jeg kunne ikke tage det på nogen anden måde, end som det måtte komme. Da inkubationstiden for udvikling af covid-19 efter min bedste viden typisk var på omkring tre dage, var det selvfølgelig den første tid, der var nervøsitet, men efterhånden kunne jeg slappe mere af.

På intet tidspunkt under hele isolationen fik jeg altså symptomer på covid-19. Gudskelov. Dog en enkelt morgen følte jeg mig lidt mat og anelse sløj, men det hang utvivlsomt sammen et lidt for stort glas af en ikke særlig god flaske rødvin aftenen før. Det var rødvinstræthed, som havde ramt mig. Det medførte så også, at jeg simpelthen hældte resten af flasken ud i afløbet.

Resten af dagene i ugen skulle bare overstås. Det helst uden, at jeg kom til kede mig så meget, at jeg begyndte at kravle på væggene, gnave i møblerne og kradse i gulvet.

Værelset var ganske hyggeligt og med bad og toilet. En glasdør førte ud til en lille terrasse, og ikke mindst var der ude til venstre på gårdspladsen et mindre område, hvor to marsvin boede. De blev fodret om formiddagen, og især på de tidspunkter var de en fornøjelse at iagttage – og et kærkomment, hyggeligt afbræk i dagenes trummerum.

Min glimrende mad blev serveret morgen, middag og aften. Det blev stillet på et bord på terrassen, og efterfølgende kunne jeg så blot stille det snavsede service tilbage på bordet. Hotellets værtinde og det øvrige personale var i det hele taget meget imødekommende, hjælpsomme og sympatiske.

Min søde kæreste besøgte mig dagligt. Eller rettere: hun så til mig. Jeg stod inde på værelset, hun stod nogle meter ude på den anden side af glasdøren, og vi snakkede i telefon sammen. Hun havde noget ekstra med til mig, måske lidt tøj, chokolade, en god øl, som hun så placerede på terrassens bord. Når hun havde trukket sig behørigt bagud på området, åbnede jeg døren og hentede de forskellige sager ind.

Jeg fik set nogle serier og film, bl.a. den fantastiske Chernobyl og den fjollede og dog ok underholdende film 1941. Dertil kom nogle flere serier og film, som jeg (nok lykkeligt) har glemt alt om. Og jeg læste Edward Snowdens både fascinerende, spændende og skræmmende selvbiografi.

Det var en mærkelig uge i en usædvanlig tid.

Få dage efter min løsladelse blev det obligatorisk med mundbind her og der og alle vegne.

Tilbage i 2019 opdagede jeg til min store glæde, at et af de absolut banebrydende og toneangivende bands inden for progressiv rock skulle spille i Helsingør, nemlig Yes. Jeg købte fluks en billet!
Ganske vist var planen, at bandet ville spille 1974-albummet Relayer i dets fulde længde, som ikke er min yndlingsskive med det. Jeg holder egentligt mere af det to år ældre album Close To The Edge og det meste af 90125 fra 1983. Relayer har dog en samlet længde på omkring blot 40 minutter, så selvom bandets medlemmer ikke just er årsunger, var muligheden unægteligt til stede for, at de ville have overskud til også at spille andet fra deres veludstyrede bagkatalog af musikalske perler og direkte mesterværker. Men altså bare det endeligt live at høre Yes’ musikalske ekvilibrister!
Koncerten var sat til at finde sted i juni 2020 – men en pandemi kom på tværs. Og den blev udsat til 2021 – og da var der stadig en pandemi på tværs. Og i 2022 var der stadig pandemiske restriktioner på tværs rundt omkring i verden.
Koncerten blev udsat til 2023. Denne gang – nu da den elendige virus i det store hele har sluppet sit omklamrende, svedige og hårdhændede greb – så jeg frem til endeligt at komme til koncert. Undervejs jokede jeg lidt med, at de fleste af medlemmerne i bandet efterhånden var blevet gamle, at det ikke ville undre mig, hvis nogle døde i mellemtiden.
Det skulle jeg åbenbart ikke have gjort. Trommeslageren Alan White døde i maj 2022. Han var vist ikke engang den ældste i bandet.
Tju-hej. Nu er den så igen, igen, igen, igen blevet udsat. Til 2024. Nu pga. “uforudsete omstændigheder” – hvad det så end rummer.

Jeg er stædig! Jeg nægter pure, komplet og aldeles, at få billetten refunderet! Medmindre turnéen bliver helt aflyst, så vil jeg altså høre bandet Yes live!

Folketinget har man indgået en aftale om at hjælpe de afghanere til Danmark, som har hjulpet danske styrker i Afghanistan. Aftalen dækker dog kun de seneste to år.

De foregående mange års hjælp fra afghanere, der tog med rundt og reelt satte deres liv på spil i uniformer med dannebrog på skulderen – bare ærgerligt. De må sejle deres egen sø.

Eller, jo, de kan henvise til en tolkeaftale fra 2014. De skal “bare” bevise, at de er i livsfare! Er det så før eller efter, at de er blevet af henrettede af langskæggede talibantosser?

Og hvis de nu måske kan nå at råbe om hjælp inden sablen rammer halsen, hvem skal så høre det? Ambassaden? A’hva’? Den er jo lige om lidt lukket og slukket. Det eneste, der snart er tilbage er støvet fra de danskere, som er på vej ud af landet i fuld fart. Mens de ignorerer de desperate råb efter dem.

Jeg synes, det er skammmeligt, at når lokummet begynder at brænde for størsteparten af de mennesker, som har hjulpet danskerne i Afghanistan, så skider man på dem!

Vi er i starten af april. Det er over tre måneder siden, det var den 24. december. Foråret er på vej. Og min gamle julekaktus er blevet tosset.

Frisk, snart fyrre og langt fra færdig.

Præcis hvor gammel, den er, er dog uklart. Jeg fik julekaktussen, da jeg flyttede hjemmefra tilbage henimod slutningen af 1984. Og jeg husker, at min mor havde fået den af min gudmor Sonja, men hvor lang tid hun, altså min mor, havde den inden da, og om den jeg fik var den originale plante eller en aflægger, har fortabt sig i fortidens tåger. Rundt regnet og sådan cirka er min julekaktus altså et sted mellem 35 og 40 år gammel.

En ekstra detalje er, at den endda har boet i den samme mørkerøde potte i de seneste godt 30 år. Måske burde og kunne den være blevet omplantet til en større potte for år tilbage, men det virker nu ikke som om det har generet den på nogen måde. Tværtimod. I mindst i lige så lang tid har den blomstret praktisk taget hvert eneste år, nogle år mere end andre, men den har så vidt jeg husker sjældent holdt sig helt tilbage.

For nogle år siden var den tæt på at afgå ved en sørgelig død. Planten blev hårdt angrebet af en masse små møgdyr i skikkelse af sørgemyglarver. De fandt stor fornøjelse i at gnaske løs af plantens rødder, men fornøjelsen var helt og aldeles på deres side – absolut ikke på min. Løsningen til dens overlevelse blev at udtørre jorden fuldstændig i flere uger – hvilket i sig selv var hård kost for planten, og blev gjort med nærmest blødende hjerte – fjerne det meste af plantens rester, rense så meget jord af som overhovedet muligt af de få tiloversblevne stumper af rødder, plante det efterladte i frisk jord – og krydse alt, hvad der krydses kunne. Og ikke blot kom den sig fuldstændig, men har siden adskillige gange blomstret lystigt.

Og nu har den altså igen fået knopper og blomster. Altså min julekaktus. I april. Helt normal er den altså ikke. Måske ligner den ejeren?

Også som knægt var jeg lystfisker. En aften besluttede jeg mig for at tage ud og fiske dagen efter i en sø i en nærliggende mose, og til det formål skulle jeg bruge nogle gode regnorme. Så da mørket havde sænket sig og duggen var faldet, gik jeg ud på vores græsplæne, bevæbnet med en lommelygte og et gammelt marmeladeglas med et låg, i hvilket jeg behændigt havde prikket nogle huller. Sådan nogle regnorme jo skulle have luft. Ned i glasset havde jeg stoppet en mængde græs og mos.

Så skulle der ”lyses regnorme”. Rent praktisk foregik det ved, at jeg forsigtigt gik rundt på plænen med lyset fra lygten i vidt omfang dækket af fingrene, så der kun kom sprækker af lys ud. På det tidspunkt, når det var blevet mørkt og køligere, kravlede regnormene delvist op fra jorden og kunne ses i det svage lys. Så gjaldt det om både at nærme sig den enkelte langsomt, i det rette øjeblik hurtigt at gribe fat om den inden den trak sig ned igen, og forsigtigt at rykke ormen op af jorden. Når jeg selv skal sige det, var jeg blevet ganske ferm til det.

Efter en stund havde jeg, hvad jeg skulle bruge af de små kræ.

Hvad gør man så, når man nu ved at regnorme helst skal have det lidt køligt? Så stiller man glasset ind i køleskabet, gør man. Hvilket, skulle det vise sig, var en særdeles dårlig ide.

Der var to ting, jeg ikke havde taget med i mine overvejelser. Mængden af græs og mos: jeg havde proppet så meget i glasset, at det nåede op til kanten. Og hullerne i låget: De var så store, at en slank regnorm kunne møve sig igennem et af dem.

Om morgen blev hele huset gennemtrængt af et kraftigt hyl, skarpt efterfulgt af højlydte eder og forbandelser. For da min mor åbnede døren til køleskabet drattede der par regnorme ud, som landende for fødderne af hende, og indtil flere andre kravlede livligt rundt inde på hylderne.

Alt, som i ALT, i det køleskab, der ikke var lukket, tilkapslet og forseglet, blev øjeblikkeligt smidt ud!

Og jeg kom ikke ud og fiske den dag.

Jeg var ved en lokal øjenlæge for nogle måneder siden, efter ikke at have besøgt sådan en starut i over 25 år.

Han tjekkede mine øjne og fandt intet i retning af begyndende stære i forskellige farver, forkerte tryk eller andet alarmerende. Efter den fremragende besked fortalte han mig så, at jeg med den grad af bygningsfejl, som jeg havde i øjnene (han nævnte intet om andre bygningsfejl, men han var jo også kun øjenlæge og undersøgte kun det, som han var specialist indenfor…), faktisk kunne få det korrigeret kvit og frit.

Det anede jeg ikke.

Nogle uger senere var jeg til forundersøgelse på øjenafdelingen på Glostrup Hospital, hvor de kiggede nærmere på mine øjne. Efter den endelige klarmelding fra deres side – og hvor jeg fik set et par lidt syrede scanningsbilleder af dele af øjnene meget tæt på, – sagde jeg ”ja, tak!”

Noget tid gik, og jeg troppede op til den første af to operationer. På spørgsmålet fra sygeplejersken om jeg ville have noget beroligende før selve operationen, lød mit svar, at ”joh, da, jeg vil gerne have en lille, god whisky”. Det var dog ikke den slags, hun mente, og jeg sagde så nej, så undværer jeg. Og svarede, at med hensyn til, om der var noget jeg ikke kunne tåle, så var det alkohol i større mængder.

Selve operationen tog noget i retning af 10-15 minutter. Den var som sådan ikke ubehagelig på nogen måde, snarere en underlig oplevelse. Jeg kunne absolut intet mærke, da øjet var lokalbedøvet, men jeg kunne ”se” noget lys, der først var skarpt, snart blev utydeligt. Øjet blev dryppet, tror jeg, flere gange med hvad jeg formodede bl.a. var vand. Jeg så antydninger af skygger, der bevægede sig ind og ud af synsfeltet. Og jeg hørte dæmpede stemmer. Det var det.

Alt forløb glat.

Fire uger senere var jeg til operation nummer to, der gik på samme problemløse måde. Eneste forskel var, at jeg denne gang efterfølgende blev udstyret med en klap for det pågældende højre øje. Den skulle jeg have på i et døgn – og den var ikke engang sort. Men så slap jeg så også for pirathat, huggert og træben…

Det, øjenlægerne mere teknisk har gjort, er, at de har skiftet linserne inde øjnene ud med et par nye kunstige såkaldte toriske linser, hvor bygningsfejlene er korrigerede.

Det er svært for mig, ikke at være imponeret over, at det overhovedet kan lade sig gøre. Og være glad for, at jeg fremover kun skal bruge læsebriller, mens jeg ser pivskarpt på afstand.
Jeg er dog lidt skuffet over, at jeg hverken har fået lasersyn eller røntgenøjne.

Den var forkommen, lille og skræmt. Gråspurve-ungen lå trykket op mod muren, delvist skjult, og var vel et par uger gammel. Jeg var 9-10 år.

Når jeg ser gråspurve i dag, popper jævnligt et af mine bedste barndomsminder op. Og jeg tænker på, om en af fuglene mon skulle være familie med den lille fugl, der dengang gjorde et stort indtryk på mig.

Sammen med nogle andre var jeg cyklet ud til en kammerat, Verner hed han vist. Det var først på sommeren, dengang sommeren varede evigt med høj sol, god varme og lange feriedage. På jorden under en høj gavl opdagede jeg den lille unge, der enten var faldet eller vippet ud af en rede, som sad ganske højt oppe. Den var stadig levende, så meget ynkelig ud og pep hjerteskærende. Hvad stillede jeg op med sådan en? Og det inden katten eller sultedøden tog den! Det var udelukket. Jeg måtte prøve at redde den.

Forsigtigt puttede jeg ungen ned i min jakkelomme, og cyklede hjem.

Hvordan min plan blev modtaget af mine forældre, da jeg troppede op med fuglen, husker jeg ikke længere, men kan da godt have en mistanke om, at selvom de overfor mig bifaldt mit forehavende, så må de have været klar over, at den kunne få en sørgelig udgang. De måtte stå parate til at trøste. Vi havde i perioder dog en del undulater, så det med fugle var absolut ikke ukendt for nogen af os. Heller ikke døde unger.

Min fem år yngre søster havde sat en kunstig rede, sådan en der havde været påskeæg i, ud i en af havens buske. Den blev hentet ind igen og sat i et aflagt undulatbur. Her kunne ungen ligge og sove. En pipette blev fundet frem – hvorfor vi overhovedet havde sådan en, aner jeg ikke – og med den blev ungen fodret med opblødt brød tilsat få dråber levertran. Igen, levertranen skyldtes undulaterne, der jævnligt fik en anelse i foderet.

Og efter nogle dage med tvivl, blev den tydeligvis stærkere og stærkere. Det gik den rette vej. Dunene blev færre, fjerdragten mere markant, vingerne baskede. Og efter nogle uger begyndte den at hoppe ud af buret – lågen stod næsten altid åben – og videre op til vinduet, hvor de små ben bar den frem og tilbage. Snart skulle prøven stå.

Buret blev båret ud haven. Hurtigt hoppede fuglen op på kanten, og efter lidt betænkningstid videre ned på jorden, trippede rundt, fortrød og hoppede tilbage ind i buret! Det skulle ikke blive den dag.

Dagen efter prøvede vi igen. Ud med buret. Fuglen tog den samme tur op på kanten, ned på jorden, trippen rundt. Denne gang flaksede den også ivrigt med vingerne – kunne de mon bære? Snart efter lettede den og fløj op i et nærliggende træ! Pippede lystigt. Kikkede sig omkring. Nysgerrig. Turen gik videre over i en busk, og så hen over taget. Vi fulgte den så langt vi kunne, men tabte den hurtigt af syne.

Mit hjerte var stolt!
Selvfølgelig er chancen for, at en af de gråspurve, som jeg ser nu, i en anden del af landet og så mange år senere, er i familie med min barndoms unge, er stort set ikke eksisterende…

Alligevel…

Tanken opstår…

Også i den siddende regering er der ministre, der ikke er valgt ind i Folketinget. Det er dels tidligere direktør i Dansk Arbejdsgiverforening og nuværende beskæftigelses-minister Jørn Neergaard Larsen og dels forsvarsminister Peter Christensen.

Det er sket i nærmest utallige regeringer i over 150 år. I de første mange regeringer blev alle ministre endda hentet uden for Rigsdagen (dvs. Landstinget og Folketinget). Også typisk konseilspræsidenten (en titel, der blev ændret til statsminister med Grundloven 1915), som suverænt blev udnævnt af den siddende konge.

Det er en del af det parlamentariske system i Danmark, at ministre ikke nødvendigvis skal være medlemmer af Folketinget, omend langt de fleste er, og at de ikke skal opfylde nogen formelle kvalifikationer, altså over at være gamle nok til at kunne drages til strafferetligt til ansvar. Så kirkeministeren behøves ikke at være medlem af folkekirken og transportministeren skal ikke have kørekort.

De ikke-folkevalgte har taleret i Folketingets debatter, men ikke stemmeret, og de har fuldstændigt på linje med øvrige ministre også politisk ministeransvar. Hvis et af partierne eller de enkelte medlemmer af Folketinget ikke har tillid til vedkommende, kan de til enhver tid stille et mistillidsvotum, hvilket aldrig er sket overfor en enkelt minister.

Ligeledes kan de retligt drages til ansvar for Rigsretten, som det er sket for to ministre, begge MF’ere, fhv. indenrigsminister Sigurd Berg i 1910 og fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen i 1995. Berg blev idømt en bøde i forbindelse med P.A. Albertis bedragerier, og Ninn-Hansen fik en betinget fængselsdom som følge af Tamilsagen.

Det er ikke en uvæsentlig detalje, at hvis Grundloven skal følges i detaljen, så skal faktisk INGEN af ministrene være folkevalgte. Sådan som det er tilfældet i bl.a. Frankrig og USA. Selve ordet minister betyder endda “tjener”, dvs. i dansk forbindelse “Folketingets tjener”.

Så vil man nemlig i langt højere grad adskille den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt og altså følge et af de bærende principper i Grundloven.

Nu hører jeg den igen, cd’en, som jeg har fået tilsendt kvit og frit.

For en fem års tid siden opdagede jeg ved et tilfælde, at et dengang canadisk og nu London-baseret band, Blurred Vision, havde indspillet og lavet en video til det legendariske nummer Another Brick In The Wall, part 2. Du ved, det af Pink Floyd.

Bandet var dengang fuldstændigt ukendt for mig, men hold da op en cover-version. Den suverænt bedste jeg nogensinde havde hørt! Og de har lavet omkvædet en anelse om til Hey Ayatollah, Leave Those Kids Alone!, hvilket jeg umiddelbart ellers ville anse for noget nær blasfemi, men det fungerer perfekt.

Bandet er formet af to brødre med iransk baggrund, og nummeret var og er en skrap kommentar til det undertrykkende iranske præstestyre.

Senere bliver jeg ”venner” med Blurred Vision på Facebook. Af og til kommenterer jeg deres indlæg og de numre, de ligger ud på Youtube og Soundcloud, og bemærker så på et tidspunkt, at de åbenbart arbejder på deres debut-abum. Spændende.

Organized Insanity bliver udsendt engang i november 2014, hvilket får mig til at skrive på deres væg, at jeg håber, at albummet vil være til at få fat i her i Danmark. Altså, som et fysisk album, og ikke kun til download fra iTunes og andre steder. Det får dem efterfølgende til at opfordrer mig til, at jeg skriver til dem på deres google-mail med mit navn og min adresse, og lidt tid senere får jeg sandelig tilsendt en kuvert med mit eget eksemplar af albummet!
Det eneste de beder mig om, er, at skrive en anmeldelse af det, hvilken jeg selvfølgelig snart får sat op på bl.a. deres Facebook-side.
Meget sympatisk af Blurred Vision. Og et album, der stadig jævnligt ryger i rotation her, og som jeg afgjort kan anbefale!

soundcloud.com/blurredvisionmusic
blurredvisionmusic.com/

Selvfølgelig bliver vi – også – bedømt på vores udseende. Det er vi altid blevet og det vil vi også blive fremover. Det er jo sådan, at de første få sekunder i mødet med et fremmed menneske er helt afgørende for vores indtryk og bedømmelse af vedkommende, hvilket især gælder kropssprog og udseende. Eller som man kan sige på godt gammeldags dansk: First impression counts.
Reaktionsmønsteret ligger dybt begravet i den menneskelige natur, som en central overlevelsesmekanisme, vi deler med andre dyr.

Ja, ideelt set burde vi alle i en jobsituation kun bedømmes på de faglige kompetencer og kvalifikationer, men sådan er virkeligheden nu engang ikke skruet sammen, og det er efter min mening naivt at tro noget andet. Det er i den sociale fysiske interaktivitet face-to-face eller i grupper, at vi bliver bedømt, og her tæller udseende med, udover f.eks. stemmeføring og kropslugt. Så i bund og grund er det ikke kun et strengt personligt anliggende.

Det er OK, at en konsulent på et Jobcenter kommentere en ledigs udseende, mener jeg, hvis konsulenten finder det aktuelt. Det er en vigtig del af konsulentens opgave at vejlede og rådgive om de mulige veje til job, og der er ingen tvivl om, at netop udseende her spiller en særdeles central rolle – både positivt og negativt – om man vil det eller ej. Med den tilføjelse, at tingene kan siges på flere måder og må afhænge af, hvem der er modtageren af kommentarerne. Og sidste ende er det selvfølgelig op til den enkelte selv, at bestemme i hvilket omfang man er parat til at følge vejledningen, om overhovedet, og skabe de forandringer, der måske skal til for at få jobbet.

Klæder skaber folk – og det gælder uanset, om du har job eller ej. Alt andet lige, behøver du ikke at signalere: “Jeg skider på, hvilket indtryk, jeg gør på dig. Bare giv mig jobbet og pengene…”