Kategori: Historie

“Erindringsmedaljen for Krigen 1864” blev uddelt i 1877 til de veteraner, der havde deltaget i 2. Slesvigske Krig. Omkring 53.000 var berettigede, dog skulle den enkelte selv ansøge. Egentligt havde Chr. 9. allerede i april 1864 lovet at indstifte en krigsmedalje for deltagelse i krigene 1848-50 og 1864, men det blev ikke til noget. Først den 10. juni 1875 og efter et statsrådsmøde blev erindringsmedaljen for krigsdeltagelse i felttoget 1864 stiftet af kongen, hvilket skete efter indstilling af krigsminister C.A.F. Thomsen dagen før.

En af modtagererne var min oldefar med det ganske imponerende navn Sophus Laurits Henrik Christian Julius Smith (Birket og bindestregen blev tilføjet senere af ham).
Selve brevet med tildelingen er her og er kommet i behørig glas og ramme. Medaljen er dog desværre forsvundet undervejs gennem historien.
(Ja, en erindringsmedalje kan erhverves gennem bl.a. dba, men det er jo ikke den rigtige og er ikke unik, som brevet er.)
Og så fandt jeg oldefars ansøgning på Rigsarkivet.

Fornyligt købte jeg noget så usædvanligt, som et broderi, der er både, nå, ja, usædvanligt og af historisk betydning.

Mønsteret blev udformet af Louise Puck, som var ansat i den dengang kendte broderiforretning Clara Wæver, og blev solgt i mange tusind eksemplarer fra 1945 og frem til 1970. Det blev broderet i lidt forskellige nuancer i de første år med vareknaphed. Fra 1958 blev det dog muligt, at købe en samlet pakke med mønster, garn osv.
Det er fyldt med tekster og ladet med symbolik, der henviser til besættelsestiden, og må have taget timevis at brodere.

Bortset fra den øverste og nederste del, er en overvejende del af broderiets venstre side holdt i sort, gråt og vissengrønt som de tyske uniformer. Symboler og navne repræsenterer noget af det, man forbandt med det forhadte og fjendtlige, det onde og mørke. Hagekors, Gestapo, Dagmarhus, SS, Hitler, mørklægning… Kun ordene “Danmarks jøder” skiller sig ud med en anden farve.

Højre side, det gode og kampen, er domineret af rødbrune og blå farver. Her er forskellige citater, ikke mindst et vigtigt i modstandskampen fra salmen “Altid frejdig, når du går”:

“Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller..”

En fiskerbåd er gengivet som symbol på de mange tusind danske jøders evakuering over Øresund og derved redning. Og lidt længere oppe ses en radise, der symboliserer kommunisterne, kaldet “De Røde” og en del af modstandsbevægelsen. Til venstre står der “Horserød” i rødbrunt og vissengrønt, farver, der markere, at beslutningen om interneringen af kommunister i lejren var en fælles dansk-tysk beslutning.

På broderiets øverste linje er 9. april, Danmark, det norske flag og Norge broderet. Norge blev besat samtidig med Danmark.
Den tyske værnemagt kapitulerede til den engelske hærfører Montgomery – frihedsbudskabet blev læst op om aftenen 4. maj 1945 fra BCC London af Johannes Sørensen, der også er nævnt i broderiet – og Den Danske Brigade kom til Danmark fra Sverige 5. maj 1945. Det ses i den nederste del.

Christian d. X’s monogram omgrænset af laurbærkranse, og bogstaverne I og F til siderne for kronprinseparret Ingrid og Frederik samt rigsvåbnet, er det centrale motiv i broderiet.
Under det ses datoerne for to markante begivenheder. Dels udbruddet af Augustoprøret 29.8.43, og dels 19.9.44, da den tyske besættelsemagt anholder og efterfølgende deporterer godt 2000 danske politifolk.
Efter “Patrioter” i rødt, naturligvis Dannebrogs-rødt, er et andet centralt motiv: En krans omkring et kors under “Ryvangen”, der var det sted, hvor mange modstandsfolk blev henrettet.

Der hænger nogle af dem rundt omkring, også på en række museer – det på Frihedsmuseet er unægteligt flottere end mit – men de fleste er forsvundet.

Broderiet, vistnok oprindeligt kaldt ”Et navnekludemønster med relation til besættelsestiden”, er ikke unikt, men specielt, og jeg er glad for det. Nu skal det bare have en ny ramme.

For lidt tid siden fik jeg offentliggjort en artikel om præsidenternes klub på “POV – POINT of VIEW International”: Verdens mest eksklusive klub

Klubben har som det nyeste medlem Donald Trump, der af Jimmy Carter blev kaldt “a disaster”. Hvordan passer han ind i den? ”Nok ikke særligt godt”, lød Trumps eget svar, hvilket han sandsynligvis havde ret i.

Den har i årenes løb uden tvivl haft ganske stor betydning. En af de uventede alliancer opstod i 1992 mellem Ford, Carter og Reagan i en fælles opfordring til kongressen om at godkende Clintons lovforslag om forbud mod angrebsvåben: ”Dette er en sag af vital betydning for offentlighedens sikkerhed”. Reagan, der havde løsnet våbenlovgivning i sin tid, fik flyttet mindst to stemmer, og forslaget blev vedtaget med et snævert flertal.

Den kan også læses som pdf her.

Sidst på sommeren i 1949, 29. august, gennemførte det daværende Sovjetunionen deres første prøvesprængning af en atombombe. Med den begivenhed i en afsides egn af Kasakhstan blev USA atomare monopol brudt, og en ny æra i den Kolde Krig indledt. Eksplosionen sendte rystelser gennem den amerikanske befolkning.

I starten af halvtredserne lancerede Federal Civil Defense Administration i USA en oplysningskampagne, der skulle fortælle den almindelige befolkning, hvad den skulle gøre i tilfælde af et atomart angreb. Hvordan den enkelte kunne beskytte sig ved at ”duck and cover”. Som del af den kampagne fik reklamevirksomheden Archer Productions til opgave at lave en undervisningsfilm rettet mod skolebørn, og resultatet blev den godt ni minutter lange ”Duck and Cover”, der blev lanceret i januar 1952.

Den er en blanding af tegnefilm med den opmærksomme Bert the Turtle iført hjelm i den dominerende hovedrolle, og ”live action”, hvor skolebørn både i klasselokalet og udenfor igen og igen gør som de autoritative voksne fortæller, de skal gøre. Nemlig uden tøven at søge dækning, hvis bomben skulle falde. Ganske som Bert.

Den fortæller også, at måske vil der lyde et alarmsignal før angrebet, og da kan en voksen hjælpe med at finde et offentligt beskyttelsesrum. Det vises også, hvordan ældre børn kan instruere yngre i at søge dækning, både på legepladsen og i skolens gange. I en sekvens cykler en ung dreng, da det pludselige glimt fra en eksplosion får ham, ganske som han har lært, til at kaste sig ned bag en stenmur. Han hjælpes senere op af en mand fra hjemmeværnet, og filmens fortæller understreger, at ”we must obey the civil defense worker!”

Filmen er i dag ”Public domain”, og kan som sådan downloades og vises kvit og frit. https://www.loc.gov/item/mbrs01836081/

For lidt tid siden blev jeg på Facebook opfordret til at poste ti covere på musikalbummer, der på den ene eller anden måde har haft indflydelse på min musiksmag. Både gennem min opvækst og senere.
Da Facebook egentligt er et flygtigt medie (jo, jeg ved godt, at det der postes på Facebook, bliver på Facebook, men stadigvæk…), vil jeg gentage dem her – med lidt flere kommentarer.

Dengang i første del af halvfjerdserne var vi enten til til Sweet eller Slade. Selvom jeg var til koncert med Sweet i Fyns Forum, da jeg omkring de 11 år sammen med mine to ældre brødre, så var jeg nok mest til Slade. Og så vidt jeg husker, så var albummet med Slade fra 1974, “Old New Borrowed and Blue”, det første album jeg havde – og så havde jeg et par singler med Sweet.

“The Dark Side of The Moon” var den første – og langt fra den sidste – plade, jeg købte med Pink Floyd. Den første bid af den, hjertebanken og skriget, hørte jeg, da jeg var vel en 13-14 år gammel på en eller andens storebrors voldsomme anlæg og meget højt. Hold da kæft et chok, jeg fik!
Forsangeren Roger Waters brød med resten af bandet engang i firserne, efter det fremragende album “The Final Cut”, og det efterfølgende med Pink Floyd synes jeg ikke er noget, der for alvor kommer op og ringer. Godt håndværk i høj grad, men der mangler noget watersk.

På et eller tidspunkt, vistnok omkring 1981, begyndte jeg at interessere mig for elektronisk musik, herunder for det tyske band Tangerine Dream. Et af de albums, jeg havde med dem var “Cyclone”. Indrømmet, i dag siger det mig ikke noget, men dengang havde bandet betydning for mig.

Ralph McTell kan jeg ikke komme udenom, men pudsigt nok var “Weather The Storm” fra 1982, det eneste, jeg fik købt med ham dengang. Det holder det stadig, og især numre som “Naomi”, “From Clare to Here” og titelnummeret “Weather the Storm” synes jeg er små mesterværker.
Senere er det blevet til flere albummer med McTell i samlingen, og det har været stor fornøjelse at opleve ham til et par koncerter.

“The River” var det første, men så sandelig ikke sidste album, jeg købte med Bruce Springsteen, og gennem det fik jeg øjnene op for andre amerikanske rockmusikere som John Hiatt og John Mellencamp.
Kæresten og jeg var i øvrigt til koncert med Springsteen for noget tid siden i Parken – hvilket desværre var en skuffelse pga. elendig lyd.

Albummet “Vigil in a Wilderness of Mirrors” med Fish fra 1989 var hans debut soloalbum og det første af ham, jeg købte. Det er stadig mit absolutte favorit-album, trods flere fremragende udgivelser fra ham senere. Han var tidligere forsanger i bandet Marillion, som jeg indtil da havde købt samtlige albums med – og flere andre senere med deres nye forsanger.
Jeg har oplevet tre koncerter med ham – hvoraf jeg forøvrigt har haft den store fornøjelse at lave lys til den ene, vistnok i 1999, på spillestedet Rytmeposten (i dag Posten) i Odense.

Jeg kan ikke huske om Griegs “Peer Gynt” var min første plade med klassisk musik, eller hvilken indspilning det var. Men den betød noget!
Satsen “Morgenstemning”, som jeg stadig synes er utrolig smuk, opdagede jeg gennem sf-filmen “Soylent Green” fra 1973, som jeg på et tidspunkt så på tysk TV (synkroniseret!), vistnok omkring 1980, hvor den bruges i en central scene. Den gjorde et stort indtryk!

Ligesom vi i de sene barndomsår og den første ungdomstid i halvfjerdserne enten var til Slade eller Sweet, så var der valget mellem Gasolin og Shubidua (og et band som Walkers, men dem glemmer vi fuldstændigt her), når snakken faldt på dansk musik.
Gasolin nærmest umulig at komme uden om, når vi snakker musikalsk påvirkning. Og en pudsig erindring om dem er, at de faktisk gav koncert på Kroggaardsskolen i Næsby, Odense, hvor jeg selv gik i skole. Det var vistnok i 1974 (koncerten altså. Min skolegang var trods alt lidt længere.), men fordi det var i Ungdomsskolen, og vi sindssyg nysgerrige børn på omkring de 11-12 år slet ikke var gamle nok til den slags, så stod vi uden for og gloede ind af vinduerne. Vi havde jo hørt om dem! Men på et tidspunkt blev gardinerne trukket for, så det var så det. Jeg har ikke været ikke været til koncert med Gasolin.
Egentligt lidt underligt, men “Efter Endnu en dag” fra 1976 var det eneste Gasolin-album, jeg havde dengang. Det er stadig hamrende godt!

Jeg har en velvoksen rock-åre, og i en del af den løber progressivt blod. Et af bands, der har betydet meget er Yes og nok især albummet her, “Close to the Edge”. Det er stadig er et af mine favoritter, et som jeg jævnligt vender tilbage til, og dykker ned i, og teksterne synes jeg stadig er noget syret noget, til tider langt ude og delvist uforståelige.
Jeg skal i øvrigt om nogle måneder til koncert med dem!

Hvornår det danske og desværre ikke særligt kendte band Janes Rejoice dukkede op i mine øregange første gang, ved jeg ikke med sikkerhed. Sandsynligvis tilbage i slut firserne.
På deres andet og aldeles fremragende album, “Flaming Flaminco”, fra 1989, er der især et nummer, som har fået en særlig betydning: “Suburban Boys”. Med dets fantastisk stemningsfyldte atmosfære og vidunderlige, fortællende tekstlinjer om drenges opvækst og oplevelser en forstad, har det en for mig utrolig evne at katapultere mig tilbage til min egen barndom og tidlige teenageår. Ikke, at jeg kan holde et spejl op, og sige at, ja, sådan var det ord for ord – jeg voksede ikke op med piberygende fædre på boligblokkenes balkoner, men på villakvarteres verandaer 🙂 – men det er dælme tæt på!
I øvrigt fortalte bandets forsanger, Søren Nørregaard, mig for nogle måneder siden, at hver eneste linje tekst i nummeret er løftet ud af hans egen barndom. Ikke overraskende.

For noget tid siden læste jeg om den store bunker ’REGAN Vest’ i Nordjylland. Jeg havde inden da hørt om ’Dronningebunkeren’ lidt uden for Helsingør, men det gik for alvor op for mig, at der lå adskillige bunkere rundt omkring, der var en del af det civile beredskab. Bunkere som skulle bruges, hvis Den kolde krig var blevet varm. Og jeg opdagede, at den bunker, som jeg allerede vidste, lå i parkområdet ’Smørhullet’ her i byen og som jeg troede var en ‘klassisk’ Anden Verdenskrigsbunker, faktisk var fra en senere periode og en meget central del af det kommunale beredskab.
Det fik mig til at dykke lidt ned i Den kolde krigs historie i Helsingør.
Det har (foreløbigt) resulteret i en længere artikel om tre bunkeranlæg i dette års, altså 2018, ”Folk og minder i Nordsjælland”, en både flot og spændende ’årbog’ om kultur og historie i det nordsjællandske. Artiklen er om dels et anlæg som i dag er helt tømt og lukket, dels et som nu ligger delvist ubrugt hen, om end den fortsat får tilført el. Og dels et Beredskabsstyrelsen stadig vedligeholder og hvis præcise indretning og indhold stadig hemmeligholdes.
Det har også resulteret i en kortere artikel i bladet ”Forening og museum” (nr. 4, 2018) fra Helsingør Museumsforening, udelukkende om ’Smørhulsbunkeren’.

Gurrebunkeren

Den helt opgivet Gurrebunker har jeg tidligere skrevet lidt om her på bloggen. Bunkeren blev helt lukket og forseglet 2013 efter tre dages ’åbent hus’ (en begivenhed, jeg missede – pokkers!).
Henover nogle måneder i 1992-93, blev den udsmykket indvendigt af Poul Gerner i hans karakteristiske kraftige farver. Han fik også skrevet en række citater hist og her, bl.a. ”tiden går ikke, den kommer” og ”skæbnen ler af sandsynligheder”. Udsmykningen fik offentligheden i øvrigt først kendskab til i forbindelse med lukningen.

REGAN Øst

Jeg har også tidligere skrevet nogle linjer om BOC (REGAN Øst, Hellebækbunkeren, Dronningebunkeren… som bekendt har kært barn, om man vil, mange navne), der fortsat er en del af beredskabet. Den er stadig lidt hemmelig, men ikke mere, end den kan skimtes oppefra på bl.a. Google Maps. Og på Kraks luftfotografier fra området kan en af Beredskabsstyrelsens biler anes ved indgangen til bunkeren.
For nogle år siden sagde kommunikationschefen for Beredskabsstyrelsen, Thomas Dybro Lundorf, om hemmeligholdelsen til Politiken:
”Hvis man er konspiratorisk, er der rigtig mange andre steder i Danmark, der er vigtigere end REGAN Øst i denne sammenhæng: de store broer, Københavns Lufthavn, Christiansborg. Der er rigtig mange steder, der er offentligt kendte, og hvor det ville være nemmere for en fremmed magt eller en anden trussel at få ram på os. Man kan sige, at vores grad af samfundsparanoia ikke er stor nok til, at vi vil rende rundt og forsøge at få sløret alt muligt på private virksomheders hjemmesider.”
Thomas Dybro Lundorf tilføjede: ”På en skala mellem helt åbent og helt hemmeligt ligger det mest i retning af hemmeligt.”

Helsingør Kommandocentral

Det mest interessante i arbejdet med artiklerne, og som hurtigt udviklede sig til et mindre historisk forskningsprojekt i fritiden, var om Kommandocentral Helsingør. Det viste sig nemlig, at ingen tidligere mere seriøst var dykket ned i dens historie.
Det var sandsynligvis Civilforsvarsstyrelsen, der stod bag selve bygningen af Kommandocentral Helsingør, som officielt blev indviet i januar 1954. Den var oprindeligt på godt 100 m2, der var fordelt på ”Kommandorum og Melderum, der er indrettet formaalstjenligt, malet i lyse Farver, som giver den et praktisk Præg og tager Kælderuhyggen væk. Desuden er der Opholdsrum med Løjbænke og Kogeapparater, og Kongeparrets Billeder på Væggen,” skrev Helsingør Dagblad i anledningen. Endvidere var der sluse, forrum, en lille gang og toilet. Formodentligt omkring 1960-61 fik den en mindre udbygning på ca. 20 m2 til personale fra Politiet i Helsingør, samt et ekstra toilet.
Gennem årene varierede antallet af personer, der skulle bemande KC’en, men udgjorde mellem ca. 27 og ca. 40, muligvis færre i de første år. I en alvorlig situation ville disse have fordelt sig på mandskab fra Civilforsvaret, Politiet, herunder politimesteren, den kommunale ledelse og borgmesteren, der havde de fulde beføjelser, hvis hverken byrådet eller økonomiudvalget kunne samles. Dertil kom teknisk-administrativt personale fra kommunale forvaltninger.Som følge af beredskabsloven af 1992 blev alle omfattende øvelser og kurser, der hang sammen med bunkerens beredskab, fra januar 1993 aflyst, og aktiviteterne i KC Helsingør faldt drastisk. Helsingør Kommune var dog en af de 20 kommuner uden for det storkøbenhavnske område, der var forpligtede til et udvidet beredskab, så den blev fortsat holdt i drift, om end kun i mindre omfang.
Som kommunal kommandocentral blev den, sammen med langt størsteparten af de tilsvarende landet over, endeligt nedlagt i 2003. Siden da er den ikke blevet vedligeholdt, og i dag er det meste af det tidligere inventar væk. Den får dog fortsat tilført el, så affugtningsanlægget kører, og der intet fugt.
Der er i øjeblikket ikke planer for dens fremtid.
Jeg bemærkede i øvrigt i forbindelse med, at jeg læste om andre kommunale kommandocentraler, at især på et punkt skilte den i Helsingør sig tilsyneladende ud: Graden af hemmeligholdelse var ikke så høj, som hos mange andre. Men som en sagde til mig: ”Det var ikke hemmeligt, det der foregik, men fortroligt.”

Materiale

Der er noget materiale vedrørende KC Helsingør, som jeg desværre ikke har kunnet finde. Hverken Det Kgl. Bibliotek, Rigsarkivet, Helsingør Biblioteker eller, for den sags skyld, Lokalhistorisk Arkiv for Helsingør Kommune ligger inde med det. Men måske ligger materialet og putter sig godt og grundigt et eller andet sted, og måske kunne der dukke endnu mere interessant materiale op, hvis der virkelig blev gået til den. Det må så blive en anden god gang.
Dels må der have været en grundtegning over anlægget i sin tid, da det blev bygget. Jeg mener, man bygger jo ikke sådan et anlæg uden en tegning. Og tilsvarende i forbindelse med udvidelsen i omkring 1961 og renoveringen i begyndelsen af halvfemserne. Dels var der et medlemsblad, som udkom under mindst to forskellige titler, CF-orientering og Orientering fra Helsingør Civilforsvar. Helsingør Biblioteker har fra nummer 61 og frem, men ikke tidligere. Og dels er der være flere årsberetninger udover dem fra 1983 og frem, som jeg kender.
De manglende medlemsblade og årsberetninger kunne være interessante at have fingrene i, da de jo vil kunne fortælle noget om begivenheder, tiltag og tanker i og omkring kommandocentralen. Nogle i Civilforsvaret Helsingør dengang har vist ikke gjort, som de burde, nemlig at aflevere eksemplarer til Det Kgl. Bibliotek.

Tak og fremtid

Arbejdet med den historiske delvise afdækning af Kommandocentral Helsingør ville have været særdeles mangelfuldt uden de særdeles venlige og gode bidrag fra den tidligere frivillige i Civilforsvaret Per Thomsen, der ofte havde sin gang i bunkeren op gennem bl.a. 80’erne, og som viste mig rundt i den og fortalte. Og fra tidligere CF-frivillig og vicepolitikommissær Carsten Lind Olsen, der også velvilligt stillede op til en snak om KC’en. Tak, skal I ha’.
Når jeg skriver ’delvise afdækning’ hænger det i øvrigt sammen med, at der fortsat er meget at tage fat på omkring Helsingør i sammenhæng med Den kolde krig. F.eks. de mange sikringsrum i byens område, genstande med forbindelse til perioden og som er værd at sikre for eftertiden, nødhospitaler hist og her, beredskabsplaner og ikke mindst personlige beretninger, der for langt størsteparten vil gå tabt, når de pågældende efterhånden går bort.

Kilder

CF-orientering 1. kvartal 1988 for Helsingør Civilforsvar, april 1988, nr. 61.
Civilforsvarsplan for Helsingør Kommune 1984-1987. Civilforsvaret, december 1985.
Civilforsvarsplan 1988-91 for det kommunale civilforsvar. Helsingør Civilforsvar, Helsingør Kommune, 1987.
Dagbladet Køge, 13.3.2015.
Frederiksborg Amts Avis, 14.8.1953, 9.5.1962, 7.12.1963.
Helsingør Civilforsvar, Årsberetning 1983.
Helsingør Dagblad, 18.1.1954, 23.11.1991.
Helsingør Politi, Civilforsvarskontoret. Journal (1950 – 1963). Rigsarkivet.
Orientering fra Helsingør Civilforsvar, januar 1990, nr. 69.
Pedersen, Poul Holt og Pedersen, Karsten: Danmarks dybeste hemmelighed. 3. udgave. Billesø & Baltzer, 2014.
Politiken, 4.1.2015.
Danmark under den kolde krig
REGAN Vest
Tak til Carsten Lind Olsen og Per Thomsen

Tidligere indlæg

Gurrebunkeren fra Den Kolde Krig
Den hemmelig bunker

Året var 1816. I maj i det, der senere skulle blive kendt og forbandet, som ”året uden sommer”, mødtes en lille gruppe unge englændere i Schweiz ved Genevesøen.

Det kom der en af de mest læste gyserfortællinger nogensinde ud af, en fortælling som er oversat til et utal af sprog og genudgivet endnu flere gange, filmatiseret igen og igen, sat op som teaterstykker og været inspiration for mange. Den er refereret, analyseret og med større eller mindre succes parodieret. Den er blevet en del af den kollektive bevidsthed.

Og en vulkan spillede indirekte en væsentlig rolle, har det senere vist sig. Den vender vi tilbage til.

Gruppen bestod bl.a. af den berømte og berygtede Lord Byron og hans unge, personlige læge og beundrer, John William Polidori. Til stede var også Percy Bysshe Shelley, der var der sammen med den 19-årige Mary Wollstonecraft Godwin. Sidstnævnte og Percy giftede sig senere (blot tre uger efter hans højgravide kone havde begået selvmord) hvorved hun fik det navn, hun blev verdenskendt under: Mary Shelley.

Vejret var ikke blot almindeligt dårligt, det var helt usædvanligt vådt, koldt og mørkt, og indbød ikke just til spadsereture i det ellers smukke landskab ved søen, eller andre udendørs sysler og fornøjelser. Tværtimod. Selskabet fandt i stedet sammen i Byrons lejede hus ved bredden og drøftede i afslappet stemning filosofi, politik og videnskabelige landvindinger, mens regnen slog mod ruderne, lynene flængede himlen og torden jævnligt rullede mellem bjergene og henover søens vand. De fik også fingrene i nogle spøgelsesfortællinger, som de fordrev en del af tiden med, og som en tidsfordrivende selskabsleg fandt Byron snart efter på, at de hver især skulle skabe en spøgelseshistorie! Hvem kunne finde på den bedste?

To længere historier kom ud af det. Den ene, Polidoris ”The Vampire”, bygger på et udkast af Byron, og vampyren Lord Ruthven er løst modelleret efter Byron.
Umiddelbart kunne Mary ikke finde på noget, men inspireret af en drøm nedskrev hun nogle få sider, som Percy straks blev så begejstret for, at han foreslog at hun udvidede den til en egentlig roman. Dette gjorde hun så det næste års tid.

Resultatet blev første gang udgivet anonymt med et oplag på beskedne 500 eksemplarer og efter besvær med at finde en villig forlægger. Og selvom nogle opfattede romanen som både afskyelig, umoralsk og blasfemisk – hvilket utvivlsomt skærpede interessen for den – blev den en succes: ”Frankenstein”.

Og så vender vi tilbage til vulkanen. Som nævnt var 1816 ”året uden sommer”. I april året før skete det voldsomste vulkanudbrud i 1800-tallet på den fjerne ø Sumbawa i det nuværende Indonesien. Det næsten tre kilometer høje Mount Tambora åbnede sig, en tredjedel af bjerget sank sammen, og en gigantisk søjle af aske og støv rejste sig højt op i atmosfæren. Voldsomme vinde raserede omgivelserne, og tusinder døde næsten øjeblikkeligt i regnen af lava og klippestykker og strømmen af glødende gasser. Andre titusinder druknede eller blev knust i de enorme tsunamier, der rejste sig og altopslugende skyllede ind over kysterne.

De fine støvpartikler fra det gigantiske udbrud slyngedes så højt op, at de blev fanget af jetstrømmene langt oppe og blæst afsted på enorme afstande. I store områder blokeredes sollyset i lange perioder. Og sandsynligvis var de fine partikler årsagen til, at sommeren 1816 blev så kold og regnfuld, at afgrøder i Europa og Nordamerika døde og høsten blev elendig, og at der var sult og flere steder udbrød egentlig hungersnød. Kornpriserne tidobledes.

Måske var et vulkanudbrud mange, mange tusinder kilometer væk over et år før, således medvirkende årsag til fortællingen om Frankenstein opstod den sommer.

Verdens første satellit blev opsendt af Sovjet i dag for 60 år siden.

Oh little Sputnik, flying high
With made-in-Moscow beep,
You tell the world it’s a Commie sky
and Uncle Sam’s asleep.

You say on fairway and on rough
The Kremlin knows it all,
We hope our golfer knows enough
To get us on the ball.

Den demokratiske Michigan-guvernør G. Mennen “Soapy” Williams skrev dette lille digt under indtryk af begivenheden. Med en lille stikpille til den daværende præsident Dwight D. Eisenhower, der var kendt for at tilbringe mange timer på golfbanerne – for mange, mente flere.

Sputnik, som også fløj henover USA, satte mange amerikanere i lettere panik og de amerikanske “æggehoveder” under voldsomt pres. Det blev dog overset, at Sovjet over en måned tidligere, 26. august, havde offentliggjort, at de med succes havde testet verdens første ICBM, der fløj godt 6000 km. Nyheden fra TASS blev i det store hele ignoreret i Vesten.

Det var den samme type raket, R7, der i en modificeret udgave bragte Sputnik i omløb.

21 milliarder kilometer. Det er den afstand, som det fjerneste menneskeskabte objekt befinder sig fra os, fra planeten Jorden. Det er i dag 40 år siden, at sonden Voyager 1 blev opsendt, og den er nu ude i det interstellare rum. Derude, hvor Solen for alvor blot er en stjerne blandt utallige andre.

Tvilling-sonden Voyager 2 blev opsendt 16 dage før, og er 17 milliarder væk.

Undervejs har de opdaget gigantiske lyn på Jupiters natside, aktive vulkaner på Io, en af planetens måner, og de første antydninger af flydende vand på månen Europa, dybt under et tykt lag af is. De opdagede detaljer om Saturns ringe og foretog banebrydende målinger af en af dens mange måner, Titan. Voyager 2 fandt ukendte måner omkring Uranus og tog billeder af Neptun og dens største måne, Triton. Og en masse mere.

Sonderne, som flyver i et ekstremt barskt miljø, fungerer i dag begge delvist og sender stadig imponerende blip-blip-blips tilbage. Om få år er det dog slut. Efter 2020 er der simpelthen ikke længere energi nok tilbage.

Om rundt regnet 40.000 år vil de hver især passere fjerne stjerner på afstande på godt 1,6 lysår, og om blot 296.000 år og på en afstand af små 4,3 lysår vil Voyager 2 suse forbi vores nattehimmels klareste stjerne, Sirius.

Måske vil de opfylde deres endelige mål ifølge NASA:” The Voyagers are destined – perhaps eternally – to wander the Milky Way.”

På hver sonde er der en guldbelagt grammofonkobberplade, som indeholder forskellige lyde, såsom hjerteslag, brægende får og et udvalg af musik, og en række billeder. Håbet er, at engang om mange, mange tusind år, så dumper en af sonderne ned i skødet på et eller andet fremmede, intelligent væsen – hvis det overhovedet har et skød. Og hvis væsenet ellers forstår at tyde instruktionerne til afspilning på pladens cover, giver den et fjernt glimt af menneskeheden og Jorden – som den var.

Den lille, lyse prik i den øverste del af billedet er Jorden.

Astronomen Carl Sagan sagde om Pale Blue Dot, der blev taget af Voyager 1 i 1990 på en afstand af godt 6,5 milliarder km. fra vores planet:

“Look again at that dot. That’s here. That’s home. That’s us. On it everyone you love, everyone you know, everyone you ever heard of, every human being who ever was, lived out their lives. The aggregate of our joy and suffering, thousands of confident religions, ideologies, and economic doctrines, every hunter and forager, every hero and coward, every creator and destroyer of civilization, every king and peasant, every young couple in love, every mother and father, hopeful child, inventor and explorer, every teacher of morals, every corrupt politician, every superstar, every supreme leader, every saint and sinner in the history of our species lived there – on a mote of dust suspended in a sunbeam.”

NASA: Voyager – The Interstellar Mission

Det var først efter, at jeg havde spurgt en lokal, jeg fandt frem til den nedlagte bunker i Krogenberg Hegn nogle kilometer uden for Helsingør: Op af skovvejen til venstre.
Efter nogle hundrede meter, krydser man en anden skovvej, og lidt længere henne ligger den så på højre hånd, inde mellem træerne.

Den var den første af sin slags, en atomsikret bunker, der blev bygget fra 1958-61. Gurrebunkeren, som den også kaldes, er på 670 m2 fordelt på to etager, der er gravet grundigt ned under flere meter jord og dækket med et skildpaddeskjold, en tyk betonkappe.

Planen med den var, at den skulle bruges hvis risikoen for, at den Den Kolde Krig blev varm var overhængende og kodeordet til evakuering, “Forbered Spectrum”, derfor blev givet. Bunkeren skulle huse i forvejen udpegede ministre, den siddende regent og dele af centraladministrationen, op mod 80 personer. De første mange år stod den operationsklar døgnet rundt, året rundt.

Senere blev to andre og væsentligt større bygget. Dels REGAN (Regeringsanlæg) Vest, der blev taget i brug i 1969, kunne rumme op mod 350 personer og ligger i Rold Skov. Den blev taget ud af beredskabet i 2012, og bliver om få år åbnet som museum, formodentligt i 2020. Og dels BOC2
(BeredskabsOperationsCenter2), der ligger ved Hellebæk, taget i brug i 1978 og som med sine lidt under 5000 m2 ligeledes kan rumme 350 personer. Den er fortsat en del af beredskabet.

Med bygningen af BOC2 blev Gurrebunkeren til BOC1, en slags satellit til BOC2. Det samlede system blev sammen med Gurrehus Slot, der ejedes af staten og skulle
huse forskellige embedsmænd i en nødsituation, kaldet for REGAN Øst.

Mellem 1977 og 2007 blev Gurrebunkeren brugt af Post & Telegrafvæsenet som beskyttet sted til kommunikationsforbindelser, der var af
central betydning for beredskabet. Derefter blev bunkeren udlejet til et privat firma frem til 2013. Efter bl.a. overvejelser hos Nationalmuseet om at bruge den som fjerndepot, besluttede man at lukke den endeligt helt ned samme år. Der blev holdt tre dages “åbent hus” for offentligheden, hvorpå alt løsøre blev fjernet, vand og varme slukkedes, kloakken spærret og store stålplader
fastgjort.

Da mange af arkiverne i de tidligere Warszawa-lande blev gjort tilgængelige efter Murens fald, viste det sig i øvrigt, at man inden for militæralliancen udmærket vidste, hvor den lå – og at den naturligvis var et vigtigt militært mål.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventede at se, da jeg besøgte stedet – måske bare en stor bunke jord. Det viste sig, at den øverste del af anlægget stadig er synlig, og at der er opsat hegn og alarmer, men også at naturen stigende grad har gjort krav på stedet.
Den hemmelige bunker: Om BOC2.