Kategori: Historie

Jeg mener ikke, at der skal siges undskyld for slaveriet på Dansk Vestindien.

Det er modbydeligt og forkasteligt, at slavebinde mennesker. Det faktum, at der blev holdt slaver på øerne og at slavehandlen var særdeles lukrativ, er så afgjort noget Danmark som nation og danskerne som folk, skal og bør forholde sig til og være åbne overfor.

Men derfra og så til at undskylde for handlinger, der tidsmæssigt befinder sig langt tilbage, under en anden styreform og ganske andre samfundsforhold, der er milevidt.

For mig at se, er en del af selve ordet “undskyld”, det at påtage sig “skyld”. Hvem eller hvad er det, der skal påtage sig “skylden”? Staten? Den er jo fundamental en anden i dag, end det enevældige styre, som datidens konger og hans rådgivere udøvede – og kongen var staten med kun Gud over ham.

Skal den nuværende sønderjyske befolkning have en undskyldning fra den nuværende tyske stat, fordi det kejserlige Tyskland tvangsudskrev alle våbenduelige mænd under Første Verdenskrig fra det sønderjyske område, Nordslesvig, der dengang jo var tysk? I tusindvis faldt de, de dansksindede nordslesvigere, efterlod enker og faderløse børn. Skal Danmark give en undskyldning til Estland for brutalt at have invaderet landet, revet deres sikkert nydelige borg i Lyndanisse ned, for så at bygge sin egen, og tyrannisk tvunget dem ind i den kristne tro – med pavens velsignelse? Vil Danmark have en for englændernes terrorbombardement af København i 1807, der dræbte adskillige hundrede mennesker, sårede mange flere, og sætte ild til store dele af byen? Hvad med vikingernes hærgen i datidens England? Det var næppe noget befolkningerne der, var videre begejstrede for – snarere rædselsslagene.

For mig giver det ingen mening at give og forlange undskyldninger for synder, der er begået langt tilbage i tiden. Under fundamentalt andre styreformer, andre samfundsforhold, andre moralske og etiske opfattelser, andre opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert. Og ikke at forglemme, når alle de, der begik synderne og alle de, det gik ud over – er døde for længst. Jo, deres efterkommere lever. På Jomfru-øerne, i Sønderjylland, på de engelske kyster. Og jeg har det da fint med, hvis en eller anden føler trang til at give hånd til en eller anden ester, og udtrykke deres personlige undskyldning for noget voldsomt og modbydeligt en fjern forfader har forvoldt den andens lige så fjerne forfader. Men ikke staten.

Den amerikanske kongres udtrykte i 2009 undskyldning for slaveriet. Dem om det. Det er jo ikke ensbetydende med, at den danske stat skal gøre det samme. Den skal ikke følge USA i et og alt. Og dybest set var det institutionelt den samme kongres, der i årevis tillod slaveri, ophævede det og sagde undskyld.

At undskylde på Dansk Vestindien

For nogle måneder siden var jeg på Det Kgl. Bibliotek.

Jeg var drevet af nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der lå af materiale i arkiverne efter min farfar, Kaj Birket-Smith, og det eneste jeg vidste på forhånd, var, at min far af flere omgange havde overdraget stedet en mængde papirer.
Lidt af det affotograferede jeg – med håndholdt kamera. Og noget af det kom så med supplerende tekst i det lille, fremragende medlemsblad, Slædesporet, der udgives af foreningen Knud Rasmussen Selskabet, og som jeg har den fornøjelse at layout’e.

Deltagerne på 5. Thuleekspedition havde mulighed for at medbringe enkelte personlige genstande. Kaj Birket-Smith, der få måneder før afrejsen var blevet far for første gang, havde dette foto med sig, der fik sin egen betydning ifølge teksten på bagsiden: ”Minna Birket-Smith med sin første fødte Erik (født 1921, få måneder før afrejsen). Medbragt af faderen på 5. Thuleekspedition og vist frem til amerikanere, der beklagende troede, at drengen var neger!” (Originalfoto på Det Kgl. Bibliotek.)

Kostumefest på Etnografisk Samling: Afskedsmiddag for Kaj Birket-Smith 20.1.1963. Professor Erik Holtved, der selv deltog i 6. Thuleekspedition, overrækker Birket-Smith en hvalrostand som ceremonistav, efter at have givet ham grønlandsk ’medalje’ i pap. Damen til venstre er Birket-Smiths yngste svigerdatter og forfatterens mor. (Originalfoto på Det Kgl. Bibliotek.)

Fremtidsudsigter: Kaj Birket-Smith blev i 1917 mag.scient. i geografi med speciale i etnografi. De to tegninger på næste side er begge dateret 7.12.1910 og er udført af ham i en alder af blot 17 år. Bag på dem står der henholdsvis ”Mine Fremtidsudsigter I” og ”Mine Fremtidsudsigter II”: Han ville enten ende sine dage som en lærd, gammel mand eller ende et ganske andet sted. (Originalerne er i familiens eje, fotokopier på Det Kgl. Bibliotek.)

To små familie-anekdoter: Ved et middagsselskab blev det antydet af en af de øvrige gæster, at måske rendte der nogle små Birket-Smith’er rundt
i de arktiske områder. Kaj Birket-Smiths kone, Minna, blev efter sigende ildrød i ansigtet og aldeles stiktosset, og påpegede på det kraftigste og med iskold stemme, at dén mulighed var fuldstændigt udelukket! Det har fortabt sig i fortidens tåger om den episode var før eller efter, at hendes mand kom hjem fra Paris med et forklaringsproblem, idet han havde fået fladlus.

Hvis Jeb Bush ikke havde trukket sig ud af nomineringsræset og var endt som republikanernes præsidentkandidat, så ville han sandsynligvis være kommet op mod Hillary Clinton. En speciel situation.

Både Hillary og især hendes mand, Bill, er ganske gode venner med Bush-familien. Så gode venner, at Bill Clinton nærmest betragter George H. W. Bush, Bush-senior, som den far, han ikke har haft – den samme Bush, som han overvandt ved præsidentvalget i 1992 efter en barsk valgkamp, da Bush bl.a. mente, at hans hund vidste mere om udenrigs-politik, end Clinton. Men som også efterlod en håndskrevet besked til ham i Det Ovale Kontor: “You will be OUR president when you read this note. Your success is now our country’s success. I am rooting hard for you.”

En del år senere var både George H. W. Bush og George W. Bush, henholdsvis den 41. og 42. præsident, med ved den officielle åbning af Clintons ”Presidential Library & Museum” i 2004. Da havde venskabet mellem den ældre Bush og Clinton udviklet sig, og Bush sagde til forsamlingens store begejstring, at Clinton er en af de mest talentfulde politikere i moderne tid, og fortsatte: ”Believe me, I learned that the hard way. He made it look too easy and oh, how I hated him for that.” På turen rundt i museet kom den ældre Bush og Clinton i dyb snak og bagud i selskabet, hvilket sønnen bemærkede. Og ivrig efter at spise frokost, for så derefter at forlade stedet, sendte han en afsted med beskeden: ”Tell 41 and 42 that 43 is hungry!”

Bill Clinton blev snart også gode venner med Bush-junior, der har kaldt ham ”a brother from another mother” – og på et tidspunkt blevet omtalt af Jeb Bush som “bro”.
Så hvis en af de to, Jeb Bush eller Hillary Clinton, var endt med at blive valgt som præsident, så var mere eller mindre begge familier rykket ind i Det Hvide Hus. En noget speciel situation: Hillary eller Jeb ville have været omgivet af familier med eks- præsidenter.

Som bekendt gik det ikke sådan. Et rygte har sagt, at Bush-junior og andre familiemedlemmer faktisk stemte på Hillary Clinton, men det er dog blevet benægtet af en talsmand: De stemte ikke på Trump, men på andre republikanere.

Også her i Helsingør, som så mange andre steder, står der et mindemonument for en begivenhed af stor national betydning: Genforeningen 1920.

Som følge af en fejlslagen (nogle ville sige dumdristig) politik og overmod blev de tre hertugdømmer Lauenburg, Holsten og Slesvig tabt til Preussen/Tyskland i 1864, som de fleste er det bekendt. Grænsen kom til at løbe lidt syd for Kolding ved Kongeåen.
Efter det tyske kejserriges nederlag, der blev afslutningen på 1. verdenskrig i 1918, afholdtes folkeafstemninger i Nordslesvig og Mellemslesvig. Resultatet var, at Nordslesvig blev en del af Danmark som Sønderjylland.

Området var frem til 1864 en del af hertugdømmet Slesvig, hvor den siddende danske konge var hertug. Det var altså ikke en del af kongeriget Danmark frem til nederlaget 1864. Og da der ikke var tale om, at vi mistede noget i 1864, der var forenet med kongeriget Danmark, så kan vi vel heller ikke tale om en GENforening.

Kongen kunne ikke vide, at felttoget mod Ditmarsken i 1500 ville udvikle sig til en total fiasko. Mange døde og det medbragte Dannebrog blev mistet. Og vel at mærke ikke hvilket som helst Dannebrog, men det, der ifølge legenden blev givet til danerne i 1219 ved Lyndanisse af Gud.

Kongen havde under sig en styrke på godt 12.000 mand, som mest bestod af udskrevne bønder og borgere, centrale og magtfulde dele af den holstenske adel og omkring 4000 lejetropper, ikke mindst den rå og brutale Sorte Garde, som tidligere havde spillet en afgørende rolle for den danske kongemagt.

Byen Meldorf var blevet indtaget og blodigt hærget, og nogle dage senere gik det mod nord og områdets største by, Heide. Vejret var dog slået om, frosten havde sluppet sit tag, og det betød mudrede veje og stier.

Ditmarsken ligger mellem Elben og Ejderen i det nordvestlige hjørne af det nuværende Tyskland, og området er i stort omfang præget af marsk med frodigt græs. Meget af det er inddæmmet med et sindrigt system af kanaler, diger og sluser, som holder det voldsomme Vesterhav tilbage.
Indbyggerne dengang havde udviklet en stærk bonderepublik, som modstod flere erobringsforsøg fra især holstenske grever, der ville fingrene i områdets store velstand. En velstand, der gennem en stor del af middelalderen var bygget op i kraft af livlig handel med Nederlandene og det nordtyske område, især med okser, som nød godt af de store græsarealer.
Formelt var Ditmarsken en del af hertugdømmet Holsten og under den danske krone. Kong Hans’ far, kong Christian 1. havde i 1474 fået et lensbrev over området af den tysk-romerske kejser Frederik 3., men ditmarskerne ville ikke anerkende det, endsige betale skatter og afgifter. Og nu havde de fået nok, den danske kong Hans og hans bror hertug Frederik, den senere kong Frederik 1. De uregerlige bønder skulle bankes på plads.

Men den 17. februar ved Hemmingstedt syd for Heide gik ditmarskerne med Wulf Isebrandt i spidsen til modangreb med en kraft, der må have overrasket kongen og hans styrke. Hen over digevejen, hvor den gik op på det faste land, var der bygget en kraftig skanse, som var befæstet med kanoner, der effektivt skabte kaos og død i den forreste del af styrken, den Sorte Garde. Kød blev blandet med mudder, varmt blod med koldt vand.
Diget, de befandt sig på, var smalt og den kongelige styrke var blevet strakt ud over flere kilometer. Der blev presset på bagfra, propper opstod, og mange af soldaterne trak eller måske rettere blev tvunget ud til siderne, længere ud i den sumpede marsk og de dybe grøfter, hvor de tunge udrustninger var fatale. Af dem der ikke omkom i åben kamp, som ofre for kanonerne eller de let bevægelige, stedkendte modstandere, druknede mange, da ditmarskerne åbnede de sluser, der holdte vandet tilbage.

Tusinder døde, både lejesoldater og fra adelen.
Max Koch: Schlact bei Hemmingstedt (1910).

Kong Hans og hertug Frederik slap væk med livet i behold, men det medbragte Dannebrog blev mistet. Det blev hængt op som krigsbytte i kirken i Wöhrden. Og kom først i 1559 tilbage på danske hænder som et resultat af krigen Den sidste fejde. Da var Ditmarsken blevet alvorligt svækket af indre splittelser i kølvandet af Reformationen og måtte overgive sig til en godt 18.000 mand stor dansk-holstensk hær under Johann Rantzau, der undervejs også satte ild til hovedbyen Heide. Det slagne Ditmarsken blev delt mellem holstenske hertuger og den danske kong Frederik 2.

Dannebrogsflaget blev hængt op i Slesvig Domkirke, hvor det mørnede yderligere frem til 1660, da resterne forsvandt.

Om det var det oprindelige Dannebrog, der blev erobret i 1500 af ditmarskerne, er yderst tvivlsomt – medmindre vi tager legende fra 1219 for den skinbarlige sandhed. Men at det havde stor betydning, at kongens fane i et knusende nederlag blev erobret af ditmarskerne, kan der omvendt ingen tvivl herske om. Både for den danske konge, hæren og ditmarskerne.

I dag er der et monstrøs mindesmærke for Slaget ved Hemmingstedt, rejst i 1900 det sted, der lokalt er kendt som Das Blutfeld – Blodmarken.

Geschichte Ditmarschens. Martin Gietzelt (red). Verlag Boysens & Co., 2000.
Nis Hardt: Der var engang et nederlag. Kronik. Jyllandsposten. 17.2.2000.
Kent Olsen: Slaget ved Hemmingstedt. Jyllandsposten. 20.4.2000.
Frank Trende: Die Schlacht bei Hemmingstedt. Ein deutscher Mythos zwischen Politik, Poesie und Propaganda. Verlag Boysens 6 Co., 2000.

I det smukke og let kuperede område nogle kilometer nordvest for Helsingør er der et hegn. Dem er der flere af. Hvor de andre er beskedne, og beregnet til at holde de fredeligt græssende dyr inde, er dette kraftigt,
med pigtråd øverst og forsynet med tydelige skilte, der siger ”adgang forbudt” og ”alarm”. Hegnet skal holde uvedkommende ude.

Et sted bag hegnet ligger den atomsikrede BOC2
(BeredskabsOperationsCenter 2), der er en del af REGAN Øst, REGeringsANlæg Øst.
Stadig lidt hemmeligt, men ikke så meget. Dens placering er nem at finde med Wikipedia og Google Maps.
Hertil og ikke længere. Det stærkt sikrede anlæg ligger inde bagved.

I tilfælde af overhængende fare for militært angreb på Danmark, skal dele af kongehuset, regeringen og centraladministrationen kunne rykke ind med kort varsel i de stærkt beskyttede omgivelser.

Bunkeren, der øverst er forsynet med et 2½-meter tykt jernarmeret betonskjold, er i meget stort omfang sikret mod biologiske, kemiske
og atomare våben. Samlet er den på 4500 kvadratmeter og beregnet til at kunne rumme op til godt 350 mennesker, fordelt på 102 rum. Den blev operationsklar i 1977.

BOC1 er en anden bunker godt seks kilometer sydvest for BOC2, i Krogenberg Hegn ved Kvistgård, men som blev endeligt tømt, lukket ned og forseglet i 2013. BOC2, derimod, vedligeholdes fortsat, og blev senest klargjort i forbindelse med
COP15-konferencen i 2009, hvis det blev nødvendigt med et sikkert tilflugtssted.

På et tidspunkt derude hører jeg lyden fra en udrykning, og det forekommer mig, at den nærmer sig. Hvis jeg havde vadet rundt i området med et kamera for 30 år siden, var jeg uden tvivl blevet overvåget, nok også passet op og “pænt” blevet bedt om at forføje mig. Den stigende og faldende lyd fjerner sig snart efter igen.

Gudskelov har anlægget aldrig været i brug for alvor!
Den store mast ved BOC2 blev pillet ned for et par år siden. Den mindre antenne, der nu står, syner ikke af så meget i landskabet.

Jeg så gerne, at efterkommerne af slaverne på de tidligere Dansk Vestindiske Øer får undskyldninger for fortidens danske synder. Endda vil jeg strække mig så langt, at jeg personligt vil give undskyldningerne på øerne – blot mod en beskeden erkendtlighed i form af økonomisk dækning af rejse samt passende kost og logi i det krævede tidsrum. Her vil jeg gøre opmærksom på det nødvendige i at være tilstrækkeligt udhvilet og ernæret, således at jeg kan overlevere det danske folks oprigtige undskyldninger på behørig vis.

I forlængelse af det, vil jeg pege på, at overdragelse af undskyldninger naturligvis også bør gives til efterkommerne i de områder i Afrika, hvor slaverne oprindeligt kom fra. Min personlige tilstedeværelse er også krævet der – jeg ofre mig i almenvellets interesser, med andre ord. Blot kender jeg mine egne begrænsede evner, og vil derfor mene, at det afrikanske område kun omfatter det, der dengang var kendt som Guldkysten, i dag Ghana.Der er andre områder, der har været under den danske koloniale krone, andre efterkommere, der med god ret kan gøre krav på danske undskyldninger, f.eks. Trankebar, Serampore og Nicobarerne. Hvorvidt disse bør inddrages i det vigtige arbejde, vil jeg umiddelbart anbefale. Jeg stiller mig naturligvis til rådighed, omend med den enkle betingelse, at den voldsomme malaria, der i sin tid var en medvirkende årsag til, at Danmark skilte sig af med Nicobarerne igen, i mellemtiden er under kontrol.

Afslutningsvis vil jeg påpege, at en af mine fjerne forfædre var direkte involveret i slavehandel på Dansk Vestindien. Jeg føler derfor en tung moralsk forpligtelse i forhold til slavernes efterkommere, hvilket i al beskedenhed kvalificerer mig til at påtage den svære, uomgængelige og samtidigt vigtige byrde at undskylde personligt.

Under de skitserede betingelser, undskylder jeg gerne for noget, som jeg ikke har gjort, til nogle, som ikke har oplevet det.

I disse dage for fyrre år siden, satte mennesket for første gang fod på Månen, en begivenhed, der blev fulgt af mange millioner, der sad fastnaglet foran tv-skærme og radioer over hele Jorden og så de grynede billeder og hørte de skrattende lyde.
Med nutidens øjne sættes bedriften lidt i perspektiv af, at den vellykkede rejse til det 385.000 km. fjerne himmellegeme og tilbage, bla. blev støttet af en samlet computerkraft i fartøjerne (Columbia og The Eagle), der var meget mindre end den, der sidder i en moderne mobil-telefon.

Neil Armstrong sagde de berømte ord, der er citeret mange, mange gange før og så endnu en gang her: “That’s one small step for a man, one giant leap for mankind”.
På siden http://wechoosethemoon.org/ kan man begivenhederne, som om de fandt sted i dag.

Personligt kan jeg ikke huske andet fra dagene i 1969, end at komme ind i stuen og finde min to ældre brødre sovende på gulvet foran tv’et, efter at have fulgt landingen direkte

Og ikke et ord om, at nogle ignoranter har den vildfarelse, at månelandingen aldrig har fundet sted – at det skulle være en dunkel konspiration.

Her er en kronik om Rasmus Rask-kollegiet, som jeg skrev for godt ti år siden i anledning af stedets 25-års jubilæum:

Der er ingen dybere grund til, at jeg lægger den ud. Måske vil nogle synes, den er sjov at læse…
I dag ville jeg dog skrive den anderledes.

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti vil have, at det krigsbytte som svenskerne har røvet fra Danmark i de mange krige, skal leveres tilbage.

Glimrende! Lad os fluks få Halland, Skåne og Blekinge tilbage til Det Danske Rige – med inventar!

Og glem alt om det, der ligger rundt omkring i de danske museer…