Ole blogger sig

I aften skal jeg have min endelige opgradering.

Efter at have været på 5G-netværket i noget tid, er jeg faktisk lidt skuffet, føler mig lidt snydt, lidt hægtet af. Det eneste, jeg kunne mærke efterfølgende, var en lettere øm skulder. De muligheder, som jeg ellers læst om på Facebook og diverse obskure hjemmesider, og set videoer om i hjørnerne af YouTubes dunkle, mudrede dyb, dem har jeg ikke! Hvad er det nu for noget? Hvorfor skal jeg holdes ude?

Så jeg satser på at kunne springe op på 6G-netværket – mindst – så jeg kan, bare ved at banke mig selv på siden af hovedet, kommunikere direkte med øglerne og blive selvlysende! Inden jeg kaster mig ud over kanten af den flade jord…

Så fik jeg endelig en invitation til min vaccination mod Covid-19! Og det første skud skal jeg have om få dage. Dejligt!

Samme aften vil en flaske rødvin blive trukket op, og et glas behændigt blive fyldt. For ligesom at fejre begivenheden.

Nogle dage senere transformeres jeg – måske – til en frådende, ildelugtende, stavrende zombie, selvfølgelig fluorescerende grønlig og styret af 5G-chippen, der med sataniske grin kontrolleres af øglerne inde i Bill Gates, dronning Elizabeth og Xi Jinping.

Det er derfor rødvinen skal åbnes, inden det er for sent. Zombier kan vist ikke li’ rødvin og det ville være kanon ærgerligt, hvis det hele gik til spilde.

Men jeg regner dog omvendt med at leve for evigt. Medmindre, altså, en eller anden idiotisk zombiejæger, i skikkelse af en amerikansk teenageskuespiller, smadrer mit hoved med et svingende baseballbat.

I will see you on the other side 🙂

Hvis nogen for lidt over et år siden havde sagt, at kæresten og jeg i dag skulle snakke om, hvilke størrelse poser med genluk, der er bedst til midlertidig opbevaring af mundbind, ville jeg have betragtet vedkommende som bindegal.

Sidst på sommeren i 1949, 29. august, gennemførte det daværende Sovjetunionen deres første prøvesprængning af en atombombe. Med den begivenhed i en afsides egn af Kasakhstan blev USA atomare monopol brudt, og en ny æra i den Kolde Krig indledt. Eksplosionen sendte rystelser gennem den amerikanske befolkning.

I starten af halvtredserne lancerede Federal Civil Defense Administration i USA en oplysningskampagne, der skulle fortælle den almindelige befolkning, hvad den skulle gøre i tilfælde af et atomart angreb. Hvordan den enkelte kunne beskytte sig ved at ”duck and cover”. Som del af den kampagne fik reklamevirksomheden Archer Productions til opgave at lave en undervisningsfilm rettet mod skolebørn, og resultatet blev den godt ni minutter lange ”Duck and Cover”, der blev lanceret i januar 1952.

Den er en blanding af tegnefilm med den opmærksomme Bert the Turtle iført hjelm i den dominerende hovedrolle, og ”live action”, hvor skolebørn både i klasselokalet og udenfor igen og igen gør som de autoritative voksne fortæller, de skal gøre. Nemlig uden tøven at søge dækning, hvis bomben skulle falde. Ganske som Bert.

Den fortæller også, at måske vil der lyde et alarmsignal før angrebet, og da kan en voksen hjælpe med at finde et offentligt beskyttelsesrum. Det vises også, hvordan ældre børn kan instruere yngre i at søge dækning, både på legepladsen og i skolens gange. I en sekvens cykler en ung dreng, da det pludselige glimt fra en eksplosion får ham, ganske som han har lært, til at kaste sig ned bag en stenmur. Han hjælpes senere op af en mand fra hjemmeværnet, og filmens fortæller understreger, at ”we must obey the civil defense worker!”

Filmen er i dag ”Public domain”, og kan som sådan downloades og vises kvit og frit. https://www.loc.gov/item/mbrs01836081/

Vi er i starten af april. Det er over tre måneder siden, det var den 24. december. Foråret er på vej. Og min gamle julekaktus er blevet tosset.

Frisk, snart fyrre og langt fra færdig.

Præcis hvor gammel, den er, er dog uklart. Jeg fik julekaktussen, da jeg flyttede hjemmefra tilbage henimod slutningen af 1984. Og jeg husker, at min mor havde fået den af min gudmor Sonja, men hvor lang tid hun, altså min mor, havde den inden da, og om den jeg fik var den originale plante eller en aflægger, har fortabt sig i fortidens tåger. Rundt regnet og sådan cirka er min julekaktus altså et sted mellem 35 og 40 år gammel.

En ekstra detalje er, at den endda har boet i den samme mørkerøde potte i de seneste godt 30 år. Måske burde og kunne den være blevet omplantet til en større potte for år tilbage, men det virker nu ikke som om det har generet den på nogen måde. Tværtimod. I mindst i lige så lang tid har den blomstret praktisk taget hvert eneste år, nogle år mere end andre, men den har så vidt jeg husker sjældent holdt sig helt tilbage.

For nogle år siden var den tæt på at afgå ved en sørgelig død. Planten blev hårdt angrebet af en masse små møgdyr i skikkelse af sørgemyglarver. De fandt stor fornøjelse i at gnaske løs af plantens rødder, men fornøjelsen var helt og aldeles på deres side – absolut ikke på min. Løsningen til dens overlevelse blev at udtørre jorden fuldstændig i flere uger – hvilket i sig selv var hård kost for planten, og blev gjort med nærmest blødende hjerte – fjerne det meste af plantens rester, rense så meget jord af som overhovedet muligt af de få tiloversblevne stumper af rødder, plante det efterladte i frisk jord – og krydse alt, hvad der krydses kunne. Og ikke blot kom den sig fuldstændig, men har siden adskillige gange blomstret lystigt.

Og nu har den altså igen fået knopper og blomster. Altså min julekaktus. I april. Helt normal er den altså ikke. Måske ligner den ejeren?

For lidt tid siden blev jeg på Facebook opfordret til at poste ti covere på musikalbummer, der på den ene eller anden måde har haft indflydelse på min musiksmag. Både gennem min opvækst og senere.
Da Facebook egentligt er et flygtigt medie (jo, jeg ved godt, at det der postes på Facebook, bliver på Facebook, men stadigvæk…), vil jeg gentage dem her – med lidt flere kommentarer.

Dengang i første del af halvfjerdserne var vi enten til til Sweet eller Slade. Selvom jeg var til koncert med Sweet i Fyns Forum, da jeg omkring de 11 år sammen med mine to ældre brødre, så var jeg nok mest til Slade. Og så vidt jeg husker, så var albummet med Slade fra 1974, “Old New Borrowed and Blue”, det første album jeg havde – og så havde jeg et par singler med Sweet.

“The Dark Side of The Moon” var den første – og langt fra den sidste – plade, jeg købte med Pink Floyd. Den første bid af den, hjertebanken og skriget, hørte jeg, da jeg var vel en 13-14 år gammel på en eller andens storebrors voldsomme anlæg og meget højt. Hold da kæft et chok, jeg fik!
Forsangeren Roger Waters brød med resten af bandet engang i firserne, efter det fremragende album “The Final Cut”, og det efterfølgende med Pink Floyd synes jeg ikke er noget, der for alvor kommer op og ringer. Godt håndværk i høj grad, men der mangler noget watersk.

På et eller tidspunkt, vistnok omkring 1981, begyndte jeg at interessere mig for elektronisk musik, herunder for det tyske band Tangerine Dream. Et af de albums, jeg havde med dem var “Cyclone”. Indrømmet, i dag siger det mig ikke noget, men dengang havde bandet betydning for mig.

Ralph McTell kan jeg ikke komme udenom, men pudsigt nok var “Weather The Storm” fra 1982, det eneste, jeg fik købt med ham dengang. Det holder det stadig, og især numre som “Naomi”, “From Clare to Here” og titelnummeret “Weather the Storm” synes jeg er små mesterværker.
Senere er det blevet til flere albummer med McTell i samlingen, og det har været stor fornøjelse at opleve ham til et par koncerter.

“The River” var det første, men så sandelig ikke sidste album, jeg købte med Bruce Springsteen, og gennem det fik jeg øjnene op for andre amerikanske rockmusikere som John Hiatt og John Mellencamp.
Kæresten og jeg var i øvrigt til koncert med Springsteen for noget tid siden i Parken – hvilket desværre var en skuffelse pga. elendig lyd.

Albummet “Vigil in a Wilderness of Mirrors” med Fish fra 1989 var hans debut soloalbum og det første af ham, jeg købte. Det er stadig mit absolutte favorit-album, trods flere fremragende udgivelser fra ham senere. Han var tidligere forsanger i bandet Marillion, som jeg indtil da havde købt samtlige albums med – og flere andre senere med deres nye forsanger.
Jeg har oplevet tre koncerter med ham – hvoraf jeg forøvrigt har haft den store fornøjelse at lave lys til den ene, vistnok i 1999, på spillestedet Rytmeposten (i dag Posten) i Odense.

Jeg kan ikke huske om Griegs “Peer Gynt” var min første plade med klassisk musik, eller hvilken indspilning det var. Men den betød noget!
Satsen “Morgenstemning”, som jeg stadig synes er utrolig smuk, opdagede jeg gennem sf-filmen “Soylent Green” fra 1973, som jeg på et tidspunkt så på tysk TV (synkroniseret!), vistnok omkring 1980, hvor den bruges i en central scene. Den gjorde et stort indtryk!

Ligesom vi i de sene barndomsår og den første ungdomstid i halvfjerdserne enten var til Slade eller Sweet, så var der valget mellem Gasolin og Shubidua (og et band som Walkers, men dem glemmer vi fuldstændigt her), når snakken faldt på dansk musik.
Gasolin nærmest umulig at komme uden om, når vi snakker musikalsk påvirkning. Og en pudsig erindring om dem er, at de faktisk gav koncert på Kroggaardsskolen i Næsby, Odense, hvor jeg selv gik i skole. Det var vistnok i 1974 (koncerten altså. Min skolegang var trods alt lidt længere.), men fordi det var i Ungdomsskolen, og vi sindssyg nysgerrige børn på omkring de 11-12 år slet ikke var gamle nok til den slags, så stod vi uden for og gloede ind af vinduerne. Vi havde jo hørt om dem! Men på et tidspunkt blev gardinerne trukket for, så det var så det. Jeg har ikke været ikke været til koncert med Gasolin.
Egentligt lidt underligt, men “Efter Endnu en dag” fra 1976 var det eneste Gasolin-album, jeg havde dengang. Det er stadig hamrende godt!

Jeg har en velvoksen rock-åre, og i en del af den løber progressivt blod. Et af bands, der har betydet meget er Yes og nok især albummet her, “Close to the Edge”. Det er stadig er et af mine favoritter, et som jeg jævnligt vender tilbage til, og dykker ned i, og teksterne synes jeg stadig er noget syret noget, til tider langt ude og delvist uforståelige.
Jeg skal i øvrigt om nogle måneder til koncert med dem!

Hvornår det danske og desværre ikke særligt kendte band Janes Rejoice dukkede op i mine øregange første gang, ved jeg ikke med sikkerhed. Sandsynligvis tilbage i slut firserne.
På deres andet og aldeles fremragende album, “Flaming Flaminco”, fra 1989, er der især et nummer, som har fået en særlig betydning: “Suburban Boys”. Med dets fantastisk stemningsfyldte atmosfære og vidunderlige, fortællende tekstlinjer om drenges opvækst og oplevelser en forstad, har det en for mig utrolig evne at katapultere mig tilbage til min egen barndom og tidlige teenageår. Ikke, at jeg kan holde et spejl op, og sige at, ja, sådan var det ord for ord – jeg voksede ikke op med piberygende fædre på boligblokkenes balkoner, men på villakvarteres verandaer 🙂 – men det er dælme tæt på!
I øvrigt fortalte bandets forsanger, Søren Nørregaard, mig for nogle måneder siden, at hver eneste linje tekst i nummeret er løftet ud af hans egen barndom. Ikke overraskende.

Også som knægt var jeg lystfisker. En aften besluttede jeg mig for at tage ud og fiske dagen efter i en sø i en nærliggende mose, og til det formål skulle jeg bruge nogle gode regnorme. Så da mørket havde sænket sig og duggen var faldet, gik jeg ud på vores græsplæne, bevæbnet med en lommelygte og et gammelt marmeladeglas med et låg, i hvilket jeg behændigt havde prikket nogle huller. Sådan nogle regnorme jo skulle have luft. Ned i glasset havde jeg stoppet en mængde græs og mos.

Så skulle der ”lyses regnorme”. Rent praktisk foregik det ved, at jeg forsigtigt gik rundt på plænen med lyset fra lygten i vidt omfang dækket af fingrene, så der kun kom sprækker af lys ud. På det tidspunkt, når det var blevet mørkt og køligere, kravlede regnormene delvist op fra jorden og kunne ses i det svage lys. Så gjaldt det om både at nærme sig den enkelte langsomt, i det rette øjeblik hurtigt at gribe fat om den inden den trak sig ned igen, og forsigtigt at rykke ormen op af jorden. Når jeg selv skal sige det, var jeg blevet ganske ferm til det.

Efter en stund havde jeg, hvad jeg skulle bruge af de små kræ.

Hvad gør man så, når man nu ved at regnorme helst skal have det lidt køligt? Så stiller man glasset ind i køleskabet, gør man. Hvilket, skulle det vise sig, var en særdeles dårlig ide.

Der var to ting, jeg ikke havde taget med i mine overvejelser. Mængden af græs og mos: jeg havde proppet så meget i glasset, at det nåede op til kanten. Og hullerne i låget: De var så store, at en slank regnorm kunne møve sig igennem et af dem.

Om morgen blev hele huset gennemtrængt af et kraftigt hyl, skarpt efterfulgt af højlydte eder og forbandelser. For da min mor åbnede døren til køleskabet drattede der par regnorme ud, som landende for fødderne af hende, og indtil flere andre kravlede livligt rundt inde på hylderne.

Alt, som i ALT, i det køleskab, der ikke var lukket, tilkapslet og forseglet, blev øjeblikkeligt smidt ud!

Og jeg kom ikke ud og fiske den dag.

For noget tid siden læste jeg om den store bunker ’REGAN Vest’ i Nordjylland. Jeg havde inden da hørt om ’Dronningebunkeren’ lidt uden for Helsingør, men det gik for alvor op for mig, at der lå adskillige bunkere rundt omkring, der var en del af det civile beredskab. Bunkere som skulle bruges, hvis Den kolde krig var blevet varm. Og jeg opdagede, at den bunker, som jeg allerede vidste, lå i parkområdet ’Smørhullet’ her i byen og som jeg troede var en ‘klassisk’ Anden Verdenskrigsbunker, faktisk var fra en senere periode og en meget central del af det kommunale beredskab.
Det fik mig til at dykke lidt ned i Den kolde krigs historie i Helsingør.
Det har (foreløbigt) resulteret i en længere artikel om tre bunkeranlæg i dette års, altså 2018, ”Folk og minder i Nordsjælland”, en både flot og spændende ’årbog’ om kultur og historie i det nordsjællandske. Artiklen er om dels et anlæg som i dag er helt tømt og lukket, dels et som nu ligger delvist ubrugt hen, om end den fortsat får tilført el. Og dels et Beredskabsstyrelsen stadig vedligeholder og hvis præcise indretning og indhold stadig hemmeligholdes.
Det har også resulteret i en kortere artikel i bladet ”Forening og museum” (nr. 4, 2018) fra Helsingør Museumsforening, udelukkende om ’Smørhulsbunkeren’.

Gurrebunkeren

Den helt opgivet Gurrebunker har jeg tidligere skrevet lidt om her på bloggen. Bunkeren blev helt lukket og forseglet 2013 efter tre dages ’åbent hus’ (en begivenhed, jeg missede – pokkers!).
Henover nogle måneder i 1992-93, blev den udsmykket indvendigt af Poul Gerner i hans karakteristiske kraftige farver. Han fik også skrevet en række citater hist og her, bl.a. ”tiden går ikke, den kommer” og ”skæbnen ler af sandsynligheder”. Udsmykningen fik offentligheden i øvrigt først kendskab til i forbindelse med lukningen.

REGAN Øst

Jeg har også tidligere skrevet nogle linjer om BOC (REGAN Øst, Hellebækbunkeren, Dronningebunkeren… som bekendt har kært barn, om man vil, mange navne), der fortsat er en del af beredskabet. Den er stadig lidt hemmelig, men ikke mere, end den kan skimtes oppefra på bl.a. Google Maps. Og på Kraks luftfotografier fra området kan en af Beredskabsstyrelsens biler anes ved indgangen til bunkeren.
For nogle år siden sagde kommunikationschefen for Beredskabsstyrelsen, Thomas Dybro Lundorf, om hemmeligholdelsen til Politiken:
”Hvis man er konspiratorisk, er der rigtig mange andre steder i Danmark, der er vigtigere end REGAN Øst i denne sammenhæng: de store broer, Københavns Lufthavn, Christiansborg. Der er rigtig mange steder, der er offentligt kendte, og hvor det ville være nemmere for en fremmed magt eller en anden trussel at få ram på os. Man kan sige, at vores grad af samfundsparanoia ikke er stor nok til, at vi vil rende rundt og forsøge at få sløret alt muligt på private virksomheders hjemmesider.”
Thomas Dybro Lundorf tilføjede: ”På en skala mellem helt åbent og helt hemmeligt ligger det mest i retning af hemmeligt.”

Helsingør Kommandocentral

Det mest interessante i arbejdet med artiklerne, og som hurtigt udviklede sig til et mindre historisk forskningsprojekt i fritiden, var om Kommandocentral Helsingør. Det viste sig nemlig, at ingen tidligere mere seriøst var dykket ned i dens historie.
Det var sandsynligvis Civilforsvarsstyrelsen, der stod bag selve bygningen af Kommandocentral Helsingør, som officielt blev indviet i januar 1954. Den var oprindeligt på godt 100 m2, der var fordelt på ”Kommandorum og Melderum, der er indrettet formaalstjenligt, malet i lyse Farver, som giver den et praktisk Præg og tager Kælderuhyggen væk. Desuden er der Opholdsrum med Løjbænke og Kogeapparater, og Kongeparrets Billeder på Væggen,” skrev Helsingør Dagblad i anledningen. Endvidere var der sluse, forrum, en lille gang og toilet. Formodentligt omkring 1960-61 fik den en mindre udbygning på ca. 20 m2 til personale fra Politiet i Helsingør, samt et ekstra toilet.
Gennem årene varierede antallet af personer, der skulle bemande KC’en, men udgjorde mellem ca. 27 og ca. 40, muligvis færre i de første år. I en alvorlig situation ville disse have fordelt sig på mandskab fra Civilforsvaret, Politiet, herunder politimesteren, den kommunale ledelse og borgmesteren, der havde de fulde beføjelser, hvis hverken byrådet eller økonomiudvalget kunne samles. Dertil kom teknisk-administrativt personale fra kommunale forvaltninger.Som følge af beredskabsloven af 1992 blev alle omfattende øvelser og kurser, der hang sammen med bunkerens beredskab, fra januar 1993 aflyst, og aktiviteterne i KC Helsingør faldt drastisk. Helsingør Kommune var dog en af de 20 kommuner uden for det storkøbenhavnske område, der var forpligtede til et udvidet beredskab, så den blev fortsat holdt i drift, om end kun i mindre omfang.
Som kommunal kommandocentral blev den, sammen med langt størsteparten af de tilsvarende landet over, endeligt nedlagt i 2003. Siden da er den ikke blevet vedligeholdt, og i dag er det meste af det tidligere inventar væk. Den får dog fortsat tilført el, så affugtningsanlægget kører, og der intet fugt.
Der er i øjeblikket ikke planer for dens fremtid.
Jeg bemærkede i øvrigt i forbindelse med, at jeg læste om andre kommunale kommandocentraler, at især på et punkt skilte den i Helsingør sig tilsyneladende ud: Graden af hemmeligholdelse var ikke så høj, som hos mange andre. Men som en sagde til mig: ”Det var ikke hemmeligt, det der foregik, men fortroligt.”

Materiale

Der er noget materiale vedrørende KC Helsingør, som jeg desværre ikke har kunnet finde. Hverken Det Kgl. Bibliotek, Rigsarkivet, Helsingør Biblioteker eller, for den sags skyld, Lokalhistorisk Arkiv for Helsingør Kommune ligger inde med det. Men måske ligger materialet og putter sig godt og grundigt et eller andet sted, og måske kunne der dukke endnu mere interessant materiale op, hvis der virkelig blev gået til den. Det må så blive en anden god gang.
Dels må der have været en grundtegning over anlægget i sin tid, da det blev bygget. Jeg mener, man bygger jo ikke sådan et anlæg uden en tegning. Og tilsvarende i forbindelse med udvidelsen i omkring 1961 og renoveringen i begyndelsen af halvfemserne. Dels var der et medlemsblad, som udkom under mindst to forskellige titler, CF-orientering og Orientering fra Helsingør Civilforsvar. Helsingør Biblioteker har fra nummer 61 og frem, men ikke tidligere. Og dels er der være flere årsberetninger udover dem fra 1983 og frem, som jeg kender.
De manglende medlemsblade og årsberetninger kunne være interessante at have fingrene i, da de jo vil kunne fortælle noget om begivenheder, tiltag og tanker i og omkring kommandocentralen. Nogle i Civilforsvaret Helsingør dengang har vist ikke gjort, som de burde, nemlig at aflevere eksemplarer til Det Kgl. Bibliotek.

Tak og fremtid

Arbejdet med den historiske delvise afdækning af Kommandocentral Helsingør ville have været særdeles mangelfuldt uden de særdeles venlige og gode bidrag fra den tidligere frivillige i Civilforsvaret Per Thomsen, der ofte havde sin gang i bunkeren op gennem bl.a. 80’erne, og som viste mig rundt i den og fortalte. Og fra tidligere CF-frivillig og vicepolitikommissær Carsten Lind Olsen, der også velvilligt stillede op til en snak om KC’en. Tak, skal I ha’.
Når jeg skriver ’delvise afdækning’ hænger det i øvrigt sammen med, at der fortsat er meget at tage fat på omkring Helsingør i sammenhæng med Den kolde krig. F.eks. de mange sikringsrum i byens område, genstande med forbindelse til perioden og som er værd at sikre for eftertiden, nødhospitaler hist og her, beredskabsplaner og ikke mindst personlige beretninger, der for langt størsteparten vil gå tabt, når de pågældende efterhånden går bort.

Kilder

CF-orientering 1. kvartal 1988 for Helsingør Civilforsvar, april 1988, nr. 61.
Civilforsvarsplan for Helsingør Kommune 1984-1987. Civilforsvaret, december 1985.
Civilforsvarsplan 1988-91 for det kommunale civilforsvar. Helsingør Civilforsvar, Helsingør Kommune, 1987.
Dagbladet Køge, 13.3.2015.
Frederiksborg Amts Avis, 14.8.1953, 9.5.1962, 7.12.1963.
Helsingør Civilforsvar, Årsberetning 1983.
Helsingør Dagblad, 18.1.1954, 23.11.1991.
Helsingør Politi, Civilforsvarskontoret. Journal (1950 – 1963). Rigsarkivet.
Orientering fra Helsingør Civilforsvar, januar 1990, nr. 69.
Pedersen, Poul Holt og Pedersen, Karsten: Danmarks dybeste hemmelighed. 3. udgave. Billesø & Baltzer, 2014.
Politiken, 4.1.2015.
Danmark under den kolde krig
REGAN Vest
Tak til Carsten Lind Olsen og Per Thomsen

Tidligere indlæg

Gurrebunkeren fra Den Kolde Krig
Den hemmelig bunker

Mon ikke der er en sammenhæng mellem mordene på kong Erik Klipping og præsident J.F. Kennedy, som begge var statsoverhoveder og som blev myrdet på samme dato, nemlig den 22. november? Ja, vi aner en modbydelig konspiration bag!

Det er jo derfor, at manden, der uretmæssigt blev antaget for at have været Kennedys attentatmand, Lee Harvey Oswald, så brutalt blev myrdet: Han var simpelthen for tæt på den ubehagelige sandhed! Han vidste for meget! Her blev Jack Ruby tydeligvis den nyttige idiot, der dansede efter noget musik, som andre så skæbnesvangert spillede.

Og det er jo derfor vi egentligt ikke ved så meget om Marsk Stig, og om hvad der i VIRKELIGHEDEN skete i Finderup Lade: Nogle har fjernet vigtige dokumenter fra arkiverne, de dokumenter, som kunne fortælle den rigtige historie om de tråde, der kan trækkes mellem kongemordet på den jyske hede og skuddene i Dallas!

Hvem stod bag? Det ved vi ikke!

SOCIALISM
You have 2 cows.
You give one to your neighbour.

COMMUNISM
You have 2 cows.
The State takes both and gives you some milk.

FASCISM
You have 2 cows.
The State takes both and sells you some milk.

NAZISM
You have 2 cows.
The State takes both and shoots you.

BUREAUCRATISM
You have 2 cows.
The State takes both, shoots one, milks the other, and then throws the milk away.

TRADITIONAL CAPITALISM
You have two cows.
You sell one and buy a bull.
Your herd multiplies, and the economy grows.
You sell them and retire on the income.

VENTURE CAPITALISM
You have two cows.
You sell three of them to your publicy listed company, using letters of credits opened by your brother-in-law at the bank, then execute a debt/equity swap with an associated general offer so that you get all four cows back, with a tax exemption for five cows.
The milk rights of the six cows are transferred via an intermediary to a Cayman Island Company secretly owned by the majority shareholder who sells the rights to all seven cows back to your listed company.
The annual report says the company owns eight cows, with an option on one more.

SURREALISM
You have two giraffes.
The government requires you to take harmonica lessons.
You have one giraf and a seagull called Hans.

AN AMERICAN CORPORATION
You have two cows.
You sell one, and force the other to produce the milk of four cows.
Later, you hire a consultant to analyse why the cow has dropped dead.

A GREEK CORPORATION
You have two cows.
You borrow lots of euros to build barns, milking sheds, hay stores, feed sheds, dairies, cold stores, abattoir, cheese unit and packing sheds.
You still only have two cows.
You eat both of them.
The IMF loans you two cows.
You eat both of them.
The banks and the IMF call to collect their cows and milk.
You are out getting a hair cut.

A FRENCH CORPORATION
You have two cows.
You go on strike, organise a riot, and block the roads, because you want three cows.

AN ITALIAN CORPORATION
You have two cows, but you don’t know where they are.
You decide to have lunch.

A JAPANESE CORPORATION
You have two cows.
You redesign them so they are one-tenth the size of an ordinary cow and produce twenty times the milk.
You then create a clever cow cartoon image called a Cowkimona and market it worldwide.

A SWISS CORPORATION
You have 5000 cows. None of them belong to you.
You charge the owners for storing them.

A CHINESE CORPORATION
You have two cows.
You have 300 people milking them.
You claim that you have full employment, and high bovine productivity.
You arrest the newsman who reported the real situation.

AN INDIAN CORPORATION
You have two cows.
You worship them.

AN IRAQI CORPORATION
Everyone thinks you have lots of cows.
You tell them that you have none.
No-one believes you, so they bomb the shit out of you and invade your country.
You still have no cows.