Kongen kunne ikke vide, at felttoget mod Ditmarsken i 1500 ville udvikle sig til en total fiasko. Mange døde og det medbragte Dannebrog blev mistet. Og vel at mærke ikke hvilket som helst Dannebrog, men det, der ifølge legenden blev givet til danerne i 1219 ved Lyndanisse af Gud.
Kongen havde under sig en styrke på godt 12.000 mand, som mest bestod af udskrevne bønder og borgere, centrale og magtfulde dele af den holstenske adel og omkring 4000 lejetropper, ikke mindst den rå og brutale Sorte Garde, som tidligere havde spillet en afgørende rolle for den danske kongemagt.
Byen Meldorf var blevet indtaget og blodigt hærget, og nogle dage senere gik det mod nord og områdets største by, Heide. Vejret var dog slået om, frosten havde sluppet sit tag, og det betød mudrede veje og stier.
Ditmarsken ligger mellem Elben og Ejderen i det nordvestlige hjørne af det nuværende Tyskland, og området er i stort omfang præget af marsk med frodigt græs. Meget af det er inddæmmet med et sindrigt system af kanaler, diger og sluser, som holder det voldsomme Vesterhav tilbage.
Indbyggerne dengang havde udviklet en stærk bonderepublik, som modstod flere erobringsforsøg fra især holstenske grever, der ville fingrene i områdets store velstand. En velstand, der gennem en stor del af middelalderen var bygget op i kraft af livlig handel med Nederlandene og det nordtyske område, især med okser, som nød godt af de store græsarealer.
Formelt var Ditmarsken en del af hertugdømmet Holsten og under den danske krone. Kong Hans’ far, kong Christian 1. havde i 1474 fået et lensbrev over området af den tysk-romerske kejser Frederik 3., men ditmarskerne ville ikke anerkende det, endsige betale skatter og afgifter. Og nu havde de fået nok, den danske kong Hans og hans bror hertug Frederik, den senere kong Frederik 1. De uregerlige bønder skulle bankes på plads.
Men den 17. februar ved Hemmingstedt syd for Heide gik ditmarskerne med Wulf Isebrandt i spidsen til modangreb med en kraft, der må have overrasket kongen og hans styrke. Hen over digevejen, hvor den gik op på det faste land, var der bygget en kraftig skanse, som var befæstet med kanoner, der effektivt skabte kaos og død i den forreste del af styrken, den Sorte Garde. Kød blev blandet med mudder, varmt blod med koldt vand.
Diget, de befandt sig på, var smalt og den kongelige styrke var blevet strakt ud over flere kilometer. Der blev presset på bagfra, propper opstod, og mange af soldaterne trak eller måske rettere blev tvunget ud til siderne, længere ud i den sumpede marsk og de dybe grøfter, hvor de tunge udrustninger var fatale. Af dem der ikke omkom i åben kamp, som ofre for kanonerne eller de let bevægelige, stedkendte modstandere, druknede mange, da ditmarskerne åbnede de sluser, der holdte vandet tilbage.
Tusinder døde, både lejesoldater og fra adelen.
Max Koch: Schlact bei Hemmingstedt (1910).
Kong Hans og hertug Frederik slap væk med livet i behold, men det medbragte Dannebrog blev mistet. Det blev hængt op som krigsbytte i kirken i Wöhrden. Og kom først i 1559 tilbage på danske hænder som et resultat af krigen Den sidste fejde. Da var Ditmarsken blevet alvorligt svækket af indre splittelser i kølvandet af Reformationen og måtte overgive sig til en godt 18.000 mand stor dansk-holstensk hær under Johann Rantzau, der undervejs også satte ild til hovedbyen Heide. Det slagne Ditmarsken blev delt mellem holstenske hertuger og den danske kong Frederik 2.
Dannebrogsflaget blev hængt op i Slesvig Domkirke, hvor det mørnede yderligere frem til 1660, da resterne forsvandt.
Om det var det oprindelige Dannebrog, der blev erobret i 1500 af ditmarskerne, er yderst tvivlsomt – medmindre vi tager legende fra 1219 for den skinbarlige sandhed. Men at det havde stor betydning, at kongens fane i et knusende nederlag blev erobret af ditmarskerne, kan der omvendt ingen tvivl herske om. Både for den danske konge, hæren og ditmarskerne.
I dag er der et monstrøs mindesmærke for Slaget ved Hemmingstedt, rejst i 1900 det sted, der lokalt er kendt som Das Blutfeld – Blodmarken.
Geschichte Ditmarschens. Martin Gietzelt (red). Verlag Boysens & Co., 2000.
Nis Hardt: Der var engang et nederlag. Kronik. Jyllandsposten. 17.2.2000.
Kent Olsen: Slaget ved Hemmingstedt. Jyllandsposten. 20.4.2000.
Frank Trende: Die Schlacht bei Hemmingstedt. Ein deutscher Mythos zwischen Politik, Poesie und Propaganda. Verlag Boysens 6 Co., 2000.
Meget sympatisk af Blurred Vision. Og et album, der stadig jævnligt ryger i rotation her, og som jeg afgjort kan anbefale!
Hertil og ikke længere. Det stærkt sikrede anlæg ligger inde bagved.
Den store mast ved BOC2 blev pillet ned for et par år siden. Den mindre antenne, der nu står, syner ikke af så meget i landskabet.
Der er andre områder, der har været under den danske koloniale krone, andre efterkommere, der med god ret kan gøre krav på danske undskyldninger, f.eks. Trankebar, Serampore og Nicobarerne. Hvorvidt disse bør inddrages i det vigtige arbejde, vil jeg umiddelbart anbefale. Jeg stiller mig naturligvis til rådighed, omend med den enkle betingelse, at den voldsomme malaria, der i sin tid var en medvirkende årsag til, at Danmark skilte sig af med Nicobarerne igen, i mellemtiden er under kontrol.