Slå følge med den, der søger sandheden, men vær skeptisk over for den, der påstår at have fundet den.
(Jens Martin Knudsen, 1930 – 2005)
Slå følge med den, der søger sandheden, men vær skeptisk over for den, der påstår at have fundet den.
(Jens Martin Knudsen, 1930 – 2005)
Anything that happens, happens.
Anything that, in happening, causes something else to happen, causes something else to happen.
Anything that, in happening, causes itself to happen again, happens again.
It doesn’t neccessarily do it in chronological order, though.
(Douglas Adams: The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy)
Jeg har fået offentliggjort en kronik i Kristeligt Dagblad om flaget Dannebrog.
Da jeg for noget tid siden læste den fremragende bog Danske korstog – krig og mission i Østersøen, slog det mig at det er de færreste, der er opmærksomme på, at legenden om Dannebrogs oprindelse er en skrøne, omend den (som legender som regel gør) rummer en kerne af fakta. Det danske flag har en anden historisk baggrund.
Da den dato, da Dannebrog traditionelt bliver fejret, nemlig Valdemars Dag den 15. juni, samtidigt nærmede sig, synes jeg det var spændende at skrive en kronik om det.
Her er dels indledningen og dels konklusionen på den:
Valdemars Dag, den 15. juni, er officiel flagdag. Ifølge legenden var det på denne dato i år 1219, Dannebrog dalede ned fra himlen. En samtidig røst sagde, at de hårdt trængte danskere under det store, berømte slag, som de stod midt i ved Lyndanisse i Estland, ville vinde kampen, når de løftede det. Derved kunne kong Valdemar 2. Sejr vende et truende nederlag til en omfattende triumf.
[…]
Dannebrog er et meget gammelt, nationalt samlingsmærke, der er blevet brugt (og misbrugt) til mangt og meget i tidens løb i mange forskellige forbindelser. Det dalede ikke ned i 1219, blev næppe bragt hjem fra Estland, var oprindeligt ikke dansk og er sandsynligvis ikke verdens ældste flag i stadig brug – men smukt er det nu alligevel.
For noget tid siden sendte min bror mig et link til en hjemmeside, hvorfra man kan downloade gratis musik, primært klassisk blues, nemlig Public Domain 4U. Og med klassisk blues, mener jeg sandelig klassisk blues, for det er bla. Blind Blake’s “Hastings Street” fra 1929, “Good Liquor Gonna Carry Me Down” med Bill Broonzy, Charley Patton’s “A Spoonful Blues” (1929) og andet guf.
Cannon’s Jug Stompers’ “Walk Right In”, der mange år senere blev indspillet af Dr. Hook er der også. Og “Statesboro Blues” af Blind Willie McTell, den musiker, som den noget senere Ralph McTell tog sit navn efter.
Et af de rigtigt specielle stykker er “The Lost Chord“, som blev indspillet 1888 (!) af Thomas Edison og er historiens første musik-optagelse. Det lyder, nåh, ja, gammelt og i en rædselsfuld kvalitet, men alligevel pudsigt at høre.
Den side fik mig til at surfe rundt på en anden: The Internet Archive, et enormt arkiv med forskellige former for digitalt materiale, bla. musik, film, software og hjemmesider.
En underlig og samtidig uhyggelige film er denne instruktions-/undervisningsfilm fra 1951 af det amerikanske Civil Defense. Den fortæller, hvad man skal gøre hvis ‘bomben’ falder, nemlig det samme som Bert the Turtle: Duck and Cover.
Jeg har jo en svaghed for film af Alfred Hitchcock, og to af hans film er med i arkivet: The 39 Steps fra 1935, der nok er hans bedste britiske film, og Young and Innocent fra 1937
Min favorit-komedie med herlige W.C. Fields fra 1933 fandt jeg også: Fatal Glass of Beer – And it ain’t a fit night out for man nor beast…
Ifølge dagens lovgivere og bureaukrater burde de af os, som var børn i 40’erne, 50’erne, 60’erne, ja til og med tidligt i 70’erne ikke have overlevet.
Vores børnesenge var malet med blybaseret maling.
Vi havde ingen børnesikring på medicinflasker, døre eller skabe, og når vi cyklede bar ingen af os hjelm.
Som børn kørte vi i biler uden sikkerhedsseler eller airbags.
Og det at sidde bag på en ladvogn en varm sommerdag var altid en speciel nydelse.
Vi drak vand fra haveslangen og ikke af flasker. Skræk og rædsel!
Vi spiste brød med smør, drak sodavand med sukker i, men blev aldrig overvægtige, fordi vi altid var ude at lege.
Vi delte gerne en sodavand med andre og drak af samme flaske, uden at nogen rent faktisk døde af det.
Vi brugte timer på at bygge sæbekassebiler af ting, der var kasseret, og ræsede i fuld fart ned ad bakken bare for så at finde ud af, at vi havde glemt at sætte bremser på. Efter nogle ture i grøften lærte vi at løse problemet.
Vi tog hjemmefra tidligt om morgenen for at lege ude hele dagen og kom først hjem, når gadelygterne blev tændt. Ingen kunne få fat i os i løbet af dagen – ingen mobiltelefon. Utænkeligt!
Vi havde ingen Playstations, Nintendo 64 eller X-boxe – i det hele taget ingen TV-spil, ikke 99 TV-kanaler, ingen videofilm, surround-sound, mobiltelefoner, hjemme-PC’er eller chatrooms på Internettet.
Vi havde venner! Vi gik ud og fandt dem!
Vi faldt ned fra træer, skar os, brækkede arme og ben, slog tænder ud, men ingen blev sagsøgt efter disse uheld. Det var uheld. Ingen andre kunne få skylden – kun os selv. Husker du uheldene?
Vi sloges, blev gule og blå og lærte at komme over det.
Vi fandt på lege med pinde og tennisbolde og spiste jord og græs. Til trods for advarslerne var det ikke mange øjne, der blev stukket ud, og græsset voksede ikke inden i os resten af vores liv.
Vi cyklede og gik hjem til hinanden, bankede på døren, gik lige ind og blandede os i samtalen.
Nogen elever var ikke så kvikke som andre i skolen, så de dumpede og måtte gå et år om. Frygteligt!
Denne generation har fostret nogle af de mest risikovillige, de bedste problemløsere og investorer nogensinde.
De sidste 50 år har været en eksplosion af nyskabelser og nye ideer.
Vi havde frihed, fiaskoer, succes’er og ansvar, og vi lærte at forholde os til det alt sammen.
Og jeg er en af!